Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Efteruddannelse for smertesygeplejersker

En gruppe smertesygeplejersker har i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd oprettet en række efteruddannelsesforløb for sygeplejersker, som arbejder med mennesker med smerter.

Sygeplejersken 2003 nr. 31, s. 20

Af:

Anne Marie Kjærsgaard-Andersen, smertesygeplejerske

Antallet af smertesygeplejersker er steget de senere år, og det samme gælder behovet for en efter- eller videreuddannelse i sygepleje til mennesker med akutte og kroniske smerter.

En gruppe smertesygeplejersker, hvis primære arbejdsområde er sygepleje til mennesker med smerter, mødes to gange om året og diskuterer sygeplejen inden for dette kliniske område.

Gruppen ønsker at styrke smertesygeplejerskernes faglige identitet, højne kvaliteten af sygeplejen og videreudvikle plejen til mennesker med smerter. Gruppen har diskuteret holdninger og værdier, og den har beskrevet og dokumenteret sygeplejens fokusområder.

En arbejdsgruppe bestående af seks smertesygeplejersker har udarbejdet et rammeprogram til en længerevarende efteruddannelse for sygeplejersker i sygepleje til mennesker med smerter. Programmet er udarbejdet i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd, som har været medarrangør og ydet praktisk støtte.

Målgruppen for uddannelsen er sygeplejersker fra både primær og sekundær sundhedssektor, der arbejder med mennesker med smerter. Der forudsættes minimum to års klinisk erfaring med sygepleje til mennesker med forskellige smertetilstande.

Formålet med uddannelsen er:

  • at kvalificere deltagerne til på et højt fagligt niveau at kunne imødekomme behovet for sygepleje til mennesker med smerter
  • at deltagerne udvikler bevidsthed om, at smerter er et komplekst fænomen
  • at deltagerne udvikler kompetence med henblik på selvstændigt samt i et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde at kunne udføre, lede, formidle og udvikle sygepleje på et højt fagligt niveau til mennesker med smerter

  • at deltagerne medvirker til etablering af uddannelses- og udviklingsmuligheder i praksis samt til implementering af den nyeste viden om sygepleje og smertebehandling.

Stor tilfredshed

Efteruddannelsen er tilrettelagt som internatkursus i moduler af en uges varighed for at opnå vekselvirkning mellem teori og praksis.

Mellem modulerne har deltagerne opgaver med udgangspunkt i praksis for at sikre, at teoriundervisningen hænger sammen med de oplevede problemstillinger.

De teoretiske moduler udgør ca. 160 timer og omfatter de fleste biologiske, psykologiske, pædagogiske og sociale aspekter i forbindelse med både akutte og kroniske smerter. Kursisterne skal udarbejde en skriftlig opgave med udgangspunkt i praksis.

Evalueringerne fra den første efteruddannelse afviklet i 2002 viser stor tilfredshed.

Deltagerne har tilegnet sig en faglig viden, som giver et solidt fundament og inspiration til at videreudvikle den kliniske praksis til mennesker med smerter.

Der er planlagt endnu et efteruddannelsesforløb med to moduler i henholdsvis efteråret 2003 og foråret 2004.  

Kursusleder og smertesygeplejerske Anne Marie Kjærsgaard-Andersen arbejder på Anæstesiologisk afdeling, Randers Centralsygehus, 8900 Randers.