Sygeplejersken
Udredning af obstruktiv søvnapnø syndrom
Sygeplejersker har overtaget lægeopgaver i forbindelse med udredningen af patienter med kronisk obstruktiv søvnapnø. Det betyder kortere og mere effektive patientforløb.
Sygeplejersken 2003 nr. 31, s. 20-21
Af:
Susanne Regnér, afdelingssygeplejerske,
Dorte Dall-Hansen, sygeplejerske, master i klinisk sygepleje
Jobglidning, kompetenceudvikling og nyt patientforløb blev resultatet af meraktivitet for patienter med obstruktiv søvnapnø syndrom, på engelsk Obstructive sleep apnea syndrome (OSAS). OSAS defineres som en sygdom med symptomer i form af øget dagtræthed eller søvnanfald og samtidig tilstedeværelse af apnøer. Apnøerne skyldes inspiratorisk okklusion af den øvre luftvej og fald i ilttensionen trods fortsatte respirationsbevægelser. Faldet i ilttensionen afbrydes ved en kortvarig opvågning, hvorved okklusionen ophæves. De hyppige afbrydelser af søvnen giver nedsat søvnkvalitet (1).
Diagnosen stilles ud fra symptomer, søvnregistrering og klinisk øre-, næse- og halsundersøgelse. Søvnregistrering på øre-, næse- og halsafdelingen, Vejle Sygehus, omfatter natlig måling af luftflow gennem mund og næse, thoracale respirationsbevægelser og ilttension. Målingerne foregår med måleudstyr i eget hjem.
Den anbefalede behandling er natlig anvendelse af CPAP-apparat (continuous positive airway pressure). CPAP-apparatet producerer et positivt tryk, som via slangesystem og ansigtsmaske overføres til patienten. Det positive lufttryk forhindrer, at den øvre luftvej falder sammen (1).
Det hidtidige patientforløb for udredning og behandling af patienter med OSAS fremgår af figur 1.
I forbindelse med regeringens løkkepose blev alle afdelinger på Vejle Sygehus opfordret til at vurdere, om det var muligt at gennemføre meraktivitet for at nedbringe ventelisterne og opfylde regeringens beslutning om behandlingsgaranti.
For at overholde behandlingsgarantien med det hidtidige patientforløb ville det betyde 462 patientkontakter (se figur 2) fordelt på 325 lægekontakter og 137 sygeplejekontakter. Det ville svare til 132 lægetimer og 69 sygeplejetimer, som skulle presses ind i den daglige arbejdstid i løbet af efteråret 2002.
For at få del i løkkeposen blev patientkontakterne ændret. Meraktivitet bestod af tre faser, som beskrevet i figur 2.
Forskellige faser i afvikling af meraktivitet for patienter henvist til undersøgelse og behandling for søvnproblemer.
- Fase I Patienter, som var diagnosticeret med behandlingskrævende OSAS og i op til to år havde ventet på at få udleveret og blive undervist i brug af et CPAP- apparat. Det drejede sig om 97 patienter.
- Fase II Patienter, som var henvist til udredning for søvnproblemer. Det vil sige, at patienterne dels skulle have foretaget lægeundersøgelse og søvnregistrering. Disse patienter havde ventet i op til et år. Det drejede sig om 137 patienter.
- Fase III De patienter fra fase II, der fik diagnosticeret behandlingskrævende OSAS og skulle have udleveret CPAP-apparat og have undervisning i anvendelse af CPAP-apparat. Det drejede sig om 91 patienter.
Fase I og III Udlevering af CPAP
Patientforløbet for patienterne i fase I og III blev ændret. Ca. 100 patienter blev samlet i auditoriet en dag i december og en dag i januar, hvor en læge fortalte om OSAS, årsag, prognose og behandling. Efter foredraget blev patienterne inddelt i grupper på 4-5 personer. Til hver gruppe blev knyttet en sygeplejerske, som havde ansvar for udlevering af CPAP-apparat, afprøvning af patientens apparat og tilpasning af maske. Tidligere var det en læge, som udleverede CPAP-apparatet og underviste den enkelte patient i at anvende apparatet.
Fase II Søvnregistrering
Patientforløbet for patienterne i fase II blev også ændret. For at optimere patientens udbytte af det første møde med lægen blev patienterne først indkaldt til en sygeplejerske, som instruerede patienten i at foretage søvnregistrering samt gav information om det planlagte forløb og behandlingsmulighederne i Vejle Amt. Ved dette besøg blev samtidig aftalt tid til lægekonsultation. Ved konsultationen kunne
Side 21
lægen med udgangspunkt i symptomer, klinisk øre-, næse- og halsundersøgelse og søvnregistrering stille diagnosen.
Hvis patienterne havde behandlingskrævende OSAS, blev de indkaldt til fase III.
Gevinster
Erfaringer med at ændre patientforløbet, jobglidning og kompetenceudvikling udnyttes i det fremtidige patientforløb.
Det fremtidige forløb er en fordel for patienten. Patienten skal kun møde to gange i ambulatoriet og er på forhånd informeret om det planlagte udrednings- og behandlingsforløb. Søvnregistrering foreligger, og konsultationen hos lægen bliver koncentreret om den kliniske undersøgelse, diagnosticering og behandlingsmulighed.
Sygeplejerskerne har overtaget opgaver, der tidligere blev udført at lægerne. De har fået større kompetence og flere selvstændige arbejdsopgaver, og de har fået erfaring i at undervise mindre grupper af patienter.
Litteratur
(1) Jennum P, et al. Søvnapnø og andre søvnrelaterede respirationsforstyrrelser. Klaringsrapport nr. 6, Ugeskrift for læger 2002;(39).
Susanne Regnér og Dorte Dall-Hansen er ansat på øre-, næse- og halsoperationsafdeling og ambulatorium på Vejle og Give Sygehus.