5 faglige minutter: Den forkerte faglighed

"Vi vil gerne udskrive en patient, der er opereret for Zypatrofisk hengonistisk venarie med latritus amiees sequele," sagde den travle stemme fra afdeling U13.

"Javel," svarede visitator, "kan jeg lige få den én gang til, og helst på dansk."

Hvis du ikke fatter et bækkenlåg, så er det, fordi du skal have oplevelsen af at være dum. Den følelse har kommunens visitatorer jævnligt, når afdelinger med særlige specialer ringer for at aftale udskrivelse.

Som regel følger der en venlig oversættelse, men det sker, at hospitalets stemme bemærker, at "de nok hellere må tale med en sygeplejerske, som forstår, hvad de siger." Måske taler de allerede med en sygeplejerske, måske ikke. Men de har ringet til visitationen, og de taler med en specialist i visitation.

Kan vi så få den finger ud af egen fag- og specialenavle!

Egentlig troede jeg, at det var gået af mode at tale fint. Men sporten trives stadig mange steder, og idrættens pokal udstedes til den, der får de andre til at føle sig underlegne.

Nu bliver patienten hverken raskere eller hurtigere udskrevet af, at visitator føler sig underlegen, og det kan højst udløse en rask lille ordkrig, hvor visitator beder den travle stemme om at stave til insulin og spørger, om Hansen er med eller uden C.

Det har interesse, hvad patienten fejler, hvad der er sket under indlæggelsen, og hvilke konsekvenser sygdommen har for det fremtidige funktionsniveau. Men allermest interessant er dog det nuværende funktionsniveau: Hvad kan Fru Petersen, både rent praktisk og i forhold til egenomsorg. Ligegyldigt hvor fine navne alverdens lidelser har, så ringer funktionsniveauet jo ud på samme sprog: "Fælles sprog." Her tales hverken latin eller oldgræsk.

Når du går til en slagter, vil du gerne tale med én, der ved noget om kødkvalitet. Når du har brug for en boghandler, forventer du at møde én, der kender forlag og forfattere. Når du kontakter visitationen, får du fat i én, der ved noget om kommunens service i forhold til de oplysninger, som du præsenterer.

Visitationens håndværk er at få love, kommunalt serviceniveau og borgernes behov strikket sammen. Mens paragraffer og kriterier er bedøvende ligegyldige for den sygeplejerske eller assistent, der ringer, så er den fine diagnose kun en detalje for visitationen.

Samarbejdspartnere skal ikke regne med, det altid er en sygeplejerske, der er visitator, for sygeplejersker er ikke bedre til at vurdere et funktionsniveau eller skrue en individuel hjælp sammen end f.eks. ergoterapeuter eller fysioterapeuter. Der kan være forskelligt udgangspunkt for vurderingen, men resultatet bliver det samme, når det er vendt i den tværfaglige vurderingsmølle.

Det er derfor mangel på respekt for andre faggrupper og en stinkende selvovervurdering, når sygeplejersker tror, de ved bedst. Hvis vi ikke kan forklare vores observationer og vurderinger til en anden faglig samarbejdspartner, så er det, fordi vi generelt har et forklaringsproblem - og ikke fordi modtageren har en "forkert faglighed."

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.