Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ny videreuddannelse for kirurgiske sygeplejersker

Artiklen henvender sig til kirurgiske sygeplejersker og gør opmærksom på en ny videreuddannelse for denne gruppe.

Sygeplejersken 2006 nr. 23, s. 45

Efter halvandet års arbejde er det lykkedes ledende sygeplejersker inden for det kirurgiske speciale at få etableret en videreuddannelse for sygeplejersker beskæftiget med mave-tarm-kirurgiske patienter.

Den kirurgiske videreuddannelse er udarbejdet i samarbejde med CVU Øresund og CVSU Fyn og er et modul i den sundhedsfaglige diplomuddannelse, som svarer til 9 ETCS-point. Det første hold på videreuddannelsen påbegyndes på CVU Øresund i efteråret 2006 i uge 45-50. Næste hold i foråret 2007 i uge 9-15 på CVSU Fyn.

Videreuddannelsen er blevet til i et nyt samarbejde på tværs af de kommende fem regioner. Tilbuddet gælder kirurgiske sygeplejersker fra hele landet og henvender sig til sygeplejersker med erfaring inden for det kirurgiske speciale.

Der er på landsplan lavet et meget grundigt forarbejde med at afdække behovet for uddannelse for de kirurgiske sygeplejersker. Der fokuseres stærkt på den nyeste viden på området, og der er etableret styregrupper, som skal støtte den tætte sammenhæng mellem teoretisk undervisning og klinisk praksis.

Formålet med videreuddannelsen er at sikre, at kirurgiske sygeplejersker er veluddannede, og at de kan medvirke til at højne kvaliteten i sygeplejen.

Behovet for videreuddannelse på området er stort, fordi observation, pleje og behandling i sygehusregi er blevet meget kompleks og specialiseret. Patientforløbene er blevet komprimerede, og teknologien udvikles fortsat. Der indføres til stadighed nye kirurgiske behandlinger. Uden dygtige og veluddannede kirurgiske sygeplejersker gennemføres patientforløbene ikke optimalt og succesfuldt.

Videreuddannelsen tager udgangspunkt i den kirurgiske patient og indeholder emner som:

  • Den kirurgiske patients perspektiv

  • Kroppens funktioner og dysfunktioner hos den kirurgiske patient

  • Den vanskelige plejesituation

  • Lindring: pleje, behandling og omsorg

  • Metoder til dokumentation og implementering i klinisk praksis

  • Problemstillinger og udviklingsbehov i kirurgisk professionspraksis

  • Teori og metode i udvikling og forskning i kirurgisk sygepleje.

Susanne Friis er ledende oversygeplejerske på afdeling D, KAS Herlev.