Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

De gamle døjer mest

Jo ældre danskerne er, desto flere er i medicinsk behandling for forstoppelse.

Sygeplejersken 2007 nr. 13, s. 21-21

Af:

Marianne Bom, journalist

1307-21-01-2Foto: Søren Svendsen

Lægemiddelstyrelsens statistik viser, at 404 ud af 1.000 danskere over 95 år er i behandling med medicin mod forstoppelse. Faktisk stiger antallet af danskere i behandling mod forstoppelse jævnt, fra vi er 10 år, til vi dør. Mest markant er stigningen for dem, der har fejret deres 70-års-fødselsdag. Og det på trods af, at det ikke er nogen naturlov, at tarmen forstopper på grund af alder. 

Formanden for 1.000 plejehjemsledere i organisationen LederForum, Erik Lehm, erkender, at der er for lidt fokus på at løse de ældres maveproblemer med andet end afføringsmidler.

"Det er en tradition i plejesektoren, at medicin er løsningen på alting. Det skal vi bevæge os væk fra," siger han og anbefaler, at man i stedet arbejder på at udvikle en kost til de ældre, som forebygger forstoppelse og samtidig er appetitlig for de ældre.

"Det er lederne og sygeplejerskerne, der sammen med kostpersonalet skal kigge på det her problem. Man kan ikke forvente, at den enkelte hjemmehjælper kan tage fat i problemet," siger han.

De ældres problemer med forstoppelse forstærkes af, at mange kun har en lille appetit på både mad og drikke. Samtidig er mange ældre fysisk inaktive, hvilket heller ikke er gavnligt for maven.

"Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste plejehjem, der for alvor gør en indsats for at mindske de ældres problemer med forstoppelse med andet end medicin. Det viser jo i sig selv, at det er et problem, vi kunne gøre mere ved," siger Erik Lehm.