Sygeplejerske på vikingeskibet Havhingsten

Foto: Werner Karrasch

"Husk nogle gode havehandsker, så sparer du lidt på huden, når der skal ros," lød det i mailen fra sygeplejerske Susanne Malmstrøm. Hun er fast besætningsmedlem på Havhingsten, en tro kopi af et vikingeskib, der kan dateres til 1042 (se boks 1).

Det originale skib, som man fandt rester af i Roskilde Fjord nær Skuldelev, er bygget nær Dublin i Irland, og derfor tager Havhingsten tilbage til rødderne på årets sommertogt, der starter i Roskilde den 1. juli i år.

Store bededag er dagen for årets første sejlads med skibet, og derfor går der tid med at rigge skibet til. Det myldrer med mennesker i bunden af det 30 meter lange skib, men de ser alle ud til at vide nøjagtigt, hvad de gør.  

I en af Vikingeskibsmuseets bygninger viser Susanne Malmstrøm de to store skibsmedicinkister frem, som skal med på togtet. Kisterne er stødsikre og vandtætte og hver især på størrelse med et traktorhjul. De tilhører kategori B1, dvs. en mellemstørrelse, og de er fyldt op efter Søfartsstyrelsens vejledninger med udstyr, som Susanne har tilpasset vikingernes særlige behov.

Foto: Werner Karrasch

Medicinkisterne indeholder medicin, bl.a. morfika, og udstyr til behandling af større og mindre traumer. Dvs. at der er mulighed for at suge, ventilere på maske, suturere, lime tænder på plads, incidere bylder og forbinde sår og rifter. Desuden er der immobiliseringsudstyr til brud i kisterne.  Hele besætningen har taget kursus i førstehjælp.

På sidste års fire ugers togt til Tønsberg i Norge tog Susanne Malmstrøm sig hovedsagelig af vabler på hænder og endeballer, splinter i fingre og tæer, et enkelt solstik, et hovedtraume, et brandsår, en del tilfælde af øjenbetændelse, nogle få tilfælde af dårlig mave samt knivskader og utilpashed pga. kulde.

Søsyge forekom også, og erfaringen var, at unge kvinder blev mere søsyge end ældre kvinder og mænd. For at undgå, at hele besætningen går i dørken med diaré, er der fokus på hygiejnen om bord. Otte flasker med håndsprit og otte flasker med håndsæbe tager en del plads, alle har lært at vaske hænder efter toiletbesøg, og der drikkes ikke direkte af vanddunkene, men hældes op i et personligt krus.

To sygdomsbehandlere om bord

Havhingsten er udstyret med satellittelefon, så hvis et besætningsmedlem kommer alvorligt til skade eller bliver akut syg, kan der tilkaldes hjælp. Men inden det kommer så vidt, har sygeplejersken mulighed for at få råd og vejledning via Radio Medical på Esbjerg Sygehus, som er den del af det maritime sundhedsvæsen, der hjælper patienter på danske skibe i rum sø. Kontakten foregår med baggrund i en manual, som sikrer, at den, der ringer til Radio Medical og beder om hjælp, har gjort grundige og systematiske observationer, før hun ringer.

Skipper Carsten Hvid og Susanne Malmstrøm har netop afsluttet uddannelsen som sygdomsbehandlere på Søfartsstyrelsens Maritime Sundhedscenter på Fanø for at være klar til sejlturen og de skader, der uundgåeligt vil ske.

Styrmanden om bord, Ketil, en ung fyr på 25 år, spørger på klingende norsk, om jeg synes, det er forsvarligt, det, der foregår om bord. Det bekræfter jeg, men som han siger, kan der ske både fysiske og psykiske ting på et togt med 65 deltagere, der varer syv uger. For at hindre, at en deltager er psykisk utilpas, uden at andre opdager det, er alle medlemmer af besætningen koblet på en buddy, en ven og observatør, som skal sikre sig, at den enkelte har det godt. Øvelsen går ud på at se på hinanden og spørge: "Hvordan har du det egentlig?"

Sikkerheden er i top
Der bliver gjort meget for, at sikkerheden om bord skal være i top. Havhingsten har radar om bord, og alle skal bære redningsvest døgnet rundt. Vesten er nummereret og tilhører et bestemt medlem af besætningen, så ejermanden kan identificeres, hvis det skulle gå helt galt. Et obligatorisk sikkerhedskursus på én dag med øvelser i at komme ind i en oppustet redningsflåde er en del af det at være klædt på som moderne viking. I år får alle desuden en personlig overlevelsesdragt, som kan holde personen tør, hvis uheldet er ude, og man falder i vandet. Masser af uldtrøjer og et sæt regntøj kommer også med i den 60 liters bagage, som hver person må medbringe. Det personlige udstyr afprøves af besætningen i forbindelse med evakueringsøvelser, hvor procedurer ved forlis øves på Roskilde Fjord.

På turen til Dublin ledsages vikingeskibet af to følgeskibe, som er logi for fotografer og pressefolk. Det ene skib er med fra Hundested til Orkney, og det andet, et mindre, lokalt skib, følger med fra Orkney til Dublin. I en farlig situation kan de hjælpe besætningen på Havhingsten, men ellers er det meningen, at følgeskibene skal holde sig i baggrunden.

Globaliseringen har ramt vikingerne om bord på Havhingsten, som kommer fra Sverige, Norge, England, Irland, New Zealand, Australien, USA, Canada, Holland, Belgien og Tyskland.

Aldersmæssigt er spredningen fra 17-63 år, og på turen til Dublin består besætningen af 63 personer. 20 personer hopper af på Orkneyøerne og bliver erstattet af 20 andre.

De fleste af kvinderne tager i øvrigt p-piller, mens togtet varer, for at undgå at have menstruation, fortæller Susanne Malmstrøm. Hun har alligevel graviditetstest om bord, så hun kan udelukke ekstrauterin graviditet i tilfælde af, at en kvinde skulle få svære smerter i underlivet.

Værdierne på skibet er tydelige: Skibet kommer først, herefter din buddy, og så dig selv. Buddy-begrebet stammer fra militæret, og det fungerer, men som styrmanden siger: "Det er nogle gode mennesker, der er om bord, så der er ikke så meget brug for buddy-tankegangen."

Susanne Malmstrøm fortæller, at der har været deltagere, som fandt ud af, at de faktisk ikke hørte hjemme på skibet af den ene eller anden grund, og de forlod skibet på eget initiativ.

Et ja med konsekvenser

Susanne Malmstrøm bor selv få minutters gang fra havnen i Roskilde, og hun havde fulgt byggeriet af Havhingsten tæt, da hun i 2005 spontant kontaktede skipper Carsten Hvid og spurgte, om han havde brug for en sygeplejerske. Han så på hende i et langt øjeblik og spurgte: "Mener du det?"

Susanne Malmstrøm forklarer, det næsten var som at sige ja i kirken at besvare spørgsmålet med et: "Ja."
Siden har skibet været en stor del af hendes liv.

Ja'et har betydet, at hun i år bruger syv uger om bord på skibet mod to uger sidste år. "Uden familiens opbakning gik det ikke," siger hun. Samtidig er der stor forståelse for hendes passion hos arbejdsgiveren, fire praktiserende læger i Roskilde.

"Jeg ved godt, det lyder mærkeligt, men blomsterne i min have er min største bekymring, min mand ved ikke, hvad de hedder, eller hvordan de skal passes, og syv uger er lang tid. Og hvem skal stryge skjorterne? Jeg tror, han lærer at bruge T-shirts nu."

Susannes to børn er store, den ene er flyttet hjemmefra, den anden går i gymnasiet, så de er i stand til at underholde sig selv, uden at savne mor for meget. 

Sygdom bliver registreret

Når skibet sætter kursen mod Dublin, har alle besætningsmedlemmer udfyldt en sundhedsattest med angivelse af tidligere og nuværende sygdomme, medicinforbrug, allergier og nærmeste pårørende. Hvis der er tvivl om sundhedstilstanden hos en deltager, indhenter man en udtalelse fra en speciallæge.

Sundhedsattesten er en modificeret udgave af Søfartsstyrelsens attest for søfarende, den bliver lamineret og er med om bord. En kopi opbevares på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, som har det overordnede ansvar for projektet.

Susanne Malmstrøm registrerer de skader og sygdomme, hun tager sig af undervejs i en logbog, og på den måde genereres der data om, hvad det hårde, fysiske arbejde betyder for nutidens mennesker - både fysisk og psykisk. Om der på et tidspunkt kan komme et forskningsprojekt ud af det, ved Susanne Malmstrøm ikke.

"Det koster jo mange penge." 

Indgift og udskillelse

Der skal megen og helst god mad til, når så mange mennesker er samlet og arbejder hårdt. Den bliver tilberedt på to gasblus på dørken af en husholdningslærer og en tidligere ansat på Slagteriskolen. Morgenmaden består af havregrød med rosiner og mysli, til frokost er der rugbrød og dåsepålæg. Aftensmaden varierer, alt efter om man er på havet eller i land. I år er der indkøbt 400 poser tørfoder, som blot skal tilsættes vand.

"Det smager himmelsk, når man er tilpas sulten," fortæller Susanne Malmstrøm. Specielt i meget hårdt vejr bliver der brug for denne lette løsning. Men alkohol er der ikke adgang til, så længe skibet sejler.

Og toilettet, hvor går man på toilettet? Der er to om bord, det ene befinder sig under dørken fortil, det andet består af en spand og et lille telt midtskibs. Men i dag er det magsvejr, og hen på eftermiddagen råber skipper: "Nu kan der tisses til bagbord," og straks sidder der fire kvinder på rælingen med bukserne diskret nede på lårene.

Susanne Malmstrøm har aldrig været bange om bord. Hun har været ude i store bølger, men skibet opfører sig ligesom en prop, siger hun.

Det bedste ved at være med er kammeratskabet, mener hun. Det værste er kulden. Om natten er det rigtig koldt, og sidste år frøs hun meget, for de fleste nætter tilbringes på dørken med et tæppe på. En ung mand, Ask, der tidligere har været på togt med skoleskibet Georg Stage, fortæller, at det bedste for ham er, når det blæser, og der sker noget. "Sådan en dag som i dag er kedelig," siger han og peger på den bagende sol og de små krusninger på havet. Det værste for ham er, hvis der ikke er noget mad. Hvis vejret er så dårligt, at der kun bliver lavet et sparsomt måltid, så er det hele rigtig trist.

Gregers, som normalt arbejder i en kreditforening, mener, at det bedste er, at det, man gør om bord på skibet, er så markant anderledes end hverdagen derhjemme.

En af konsekvenserne af de mange timer under åben himmel er besvær med at komme indendørs, når man vender hjem fra togt, fortæller Susanne Malmstrøm. Sidste år måtte hun sove på terrassen i nogle nætter, og et museumsbesøg undervejs på turen var nærmest ubehageligt, fordi det var så sært at komme ind i et hus igen.

Faste pladser og fast arbejde

Draget hedder den del af skibet, hvor Susanne Malmstrøm normalt har plads. Skibet er delt op i bidder, hvor en gruppe på 10 passer sin del af det faste arbejde, det er at få et skib med rødder tilbage til 1042 til at sejle. Kommandoerne fyger, og halvdelen af ordene er kun for særligt indviede. I korthed går de ud på at få råen med sejlet op og få det til at fange vinden, når skibet vender. Et par roere i stævnen hjælper med at få skibet rundt. Og havehandskerne, ja dem fik jeg god brug for, da Havhingsten skulle ind og ud af Roskilde havn. Resten af dagen hang duften af frisk tjære i tøjet.

Jette Bagh er fagredaktør på fagbladet Sygeplejersken.