SKANYT nr 4/2020 - det sidste blad?

Eftertænksomhed runder året af....

Oprettet: 10.12.2020
Helle Mathiasson

Lidt vemodig har jeg lige fået det måske sidste fysiske SKANYT nr 4/2020 ind ad døren

Endnu engang har jeg bidraget med en klumme da FSK Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker har ordet:

Året 2020 er ved at rende ud, men hvilket år det blev. Det blev året hvor man som sundhedsmedarbejder, patient og pårørende blev meget bevidst om hvad pandemi restriktioner har af betydning for et sygdomsforløb. Det bliver interessant at se LUP undersøgelser og hvilke senfølger der rapporteres.
Som sygeplejerske igennem 24 år bliver man en del af systemet, alt bliver så logisk og normalt. Efter 19 år i onkologisk afdelingen skal der meget til at slå én ud af kurs. Vi er jo rigtig gode til at behandle vores kræftpatienter, via kræftpakkeforløb, screeningsprogrammer samt nye og bedre behandlinger, især hvis vi får patienterne ind tidligt i deres sygdomsforløb. Danmark er det land i Norden, der har haft størst forbedring i kræftoverlevelsen. Men 1 ud af 3 danskere rammes af kræft, så det kan dårligt undgås at mennesker man har tæt på rammes.
Som jeg selv, da jeg i går blev ringet grædende op af min bedste veninde, som hulkende fortalte at hendes mor har fået konstateret tarmkræft. Så glider man lige ind i den professionelle rolle som sundhedsformidler: ”Der er langt højere overlevelse på tyktarmskræft i dag, så tag det roligt! Hvornår skal hun til næste US? Nu har hun jo kun fået lavet en coloskopi og der er fjernet 7 polypper, det kan jo være at det kun er det. Ellers skal hun skal formentlig opereres, og så kan det være at hun tilbydes kemoterapi. Nu venter vi på en scanning, bl.pr og en samtale! Hvilket hospital skal hun tilknyttes?” små snøftende kommer et opgivende svar fra min veninde: ”jeg ved det ikke”. Og så har man jo bare lyst til at blæse på alle de corona restrationer og løbe de 2 km over og give hende et stort knus, samtidig med at man tænker Fuck Cancer.
Jeg tror at de kræftsyge har været mere alene og isoleret her i 2020. Afstandsbehov har opfundet på nye løsninger i den ambulante verden som bl.a. telefonkonsultationer, hvilket er rigtig godt for nogle, men også svært fra de patienter, som har et behov for at sidde lige foran den man taler med. Informationer er blevet kortere, da samværstiden mellem behandlere og patienter også er sat ned. Mundbind, visir og håndsprit er blevet en del af dagligdagen. 
Mundbind bidrager ikke positivt til mere kommunikation. Vi skærmer os mod hinanden. Det bliver nemmere at gå forbi hinanden uden at tale sammen og smilet drukner bag det blå papir. De små samtaler i det uformelle rum forsvinder.
De ensomme bliver mere ensomme. Derfor er det måske ekstra vigtigt at vi kigger vores patienter i øjnene og tydeliggøre verbalt at vi har set dem.
Nu hvor vi er i gang med bølge 2 af Corona epidemien, har vi igen frarøvet muligheden for at de pårørende kan komme med ind og vente sammen med patienterne. Det er kun de to første gange på hospitalet de må følge med. Dette mærkes på de pårørende når de i frustration over ikke at kunne deltage eller blive i afdelingen kommer med vredesudbrud rettet os frontpersonalet, men de er jo også i krise og har brug for at vise deres omsorg for deres nærmeste. Skrid Covid-19.
Jeg har pyntet op til jul i stråleterapien i dag.  Som en af patienterne i venteværelset sagde: det er stadig vigtigt at vi fastholder nogle af de faste traditioner midt i denne mærkelige tid vi lever i, og det kan jeg kun være helt enig i.
Glædelig jul allesammen

 

Med venlig hilsen 

Helle Mathiasson 

SKA nyt

SKA nyt