Årets Diabetessygeplejerske 2019

Lene Svane Larsen, SDCO, OUH

Indstilling til årets diabetessygeplejerske:

 

”Det Stille vand har den dybe grund”

”Et menneske der ikke siger så meget eller ikke gør sig særlig bemærket, kan følelsesmæssigt eller intellektuelt være rigt udviklet” (Den Dansk ordbog).

Lene Svane Larsen er, både følelsesmæssigt og intellektuelt, rigt udviklet. Lene er en stille og beskeden ”slider” der ufortrødent arbejder med fokus på patienten og højeste faglig kvalitet. Men hendes arbejde bliver ikke altid bemærket og hun anerkendes ikke i den grad hun fortjener.   

Når Lene taler med patienterne, drøfter en faglig problemstilling med en kollega eller samarbejdspartner, vejleder nye kollegaer eller hilser på et nyt ansigt i afdelingen, så er det med forbilledlig indlevelsesevne, empati, oprigtig interesse og altid med den seneste opdaterede evidensbaserede faglige viden indenfor diabetesområdet. Hendes væsen udstråler stor erfaring, ro, sikkerhed og tid – tid til den enkelte patient eller kollegaen. At hendes personlighed også rummer en knastør og rammende humor, gør kun det kollegiale samvær med Lene, endnu bedre.    

Lene er den type sygeplejerske der på trods af travle dage altid gør arbejdet helt færdigt og med selvfølgelig fokus på højeste kvalitet- også selvom det indebærer et fleksibelt fyraftenstidspunkt. Man kan fristes til at tænke, at OUH`s kodeks ”Patienten først” er fundet ved at man er fulgtes med Lene – på en helt almindelig arbejdsdag.

Bag runde ”sygekassebriller” og grånende lokker arbejder en ældre ”processor” ifølge Lene. Men det må ikke stå i vejen for kvaliteten, så Lene arbejder ihærdigt på at også tilegne sig viden om ethvert nyt teknologisk hjælpemiddel, som ser dagens lys. Og hun er ikke for stolt til at spørge en yngre kollega til råds.

Lenes faglige ordentlighed og menneskelige egenskaber er gennem en årrække kommet de Syddanske diabetespatienter til gavn og glæde. Lene har siden 90èrne arbejdet indenfor diabetesspecialet, først på Middelfart Sygehus og siden 2005, på OUH. I begyndelsen af hendes ansættelse på OUH var hun en af to sygeplejersker i øjenklinikken. Det blev dog hurtigt de gravide med diabetes der fik Lenes faglige fokus og interesse. I dette arbejde har Lene været med til at sætte den faglige standard højt og fra en af hendes nærmeste samarbejdspartnere på området lyder følgende karakteristik:

Lene er en dygtig, fagligt engageret sygeplejerske med stor nysgerrighed overfor alle aspekter af patienthåndtering, formidling, forskningsresultater mv. Hun har bevaret fokus på patienterne i et system med mange omstruktureringer gennem årene og har påtaget sig de opgaver der har budt sig til”. Om Lene uddybes karakteristikken med ordene ordentlig, loyal, ordholdende, humoristisk, uhøjtidelig, omsorgsfuld, opsøgende og holdspiller.

Ved siden af sit daglige arbejde som sygeplejerske på OUH, har Lene gennem en årrække været medlem af SIG -gruppen for type 2 diabetes og er i denne sammenhæng medforfatter til en række udgivelser til fagpersoner og patienter med fokus på at bedre patienternes hverdag med diabetes.

Lene har nået en alder, hvor vi indenfor en ikke nærmere bestemt, men snarlig tidshorisont, skal undvære hendes faglige og menneskelige dygtighed.  Med et ønske om at udfordre Lenes beskedenhed og med et håb om at Lene på denne måde bliver bemærket og får den hæder hun fortjener, indstilles hun til årets diabetessygeplejerske 2019.

Kollegaer og samarbejdspartnere SDCO, OUH

Prisen blev uddelt på General forsamlingen 2019.

Stort tillykke til Lene fra bestyrelsen med den flotte pris!