Anmeldelse af APP "ECG og ACS"

Af: Anja Tinning Hjortshøj og Pernille Palm, Hjerteafdelingen, Bispebjerg Hospital.

Som kardiologiske sygeplejersker har vi gennem flere år arbejdet med Bjarne Sigurds blå pjecer ”V+5+2G”, ”Takykardi” og ”AKS”, som er særdeles gode og anvendelige værktøjer for læger og sygeplejersker i forbindelse med diagnosticering, pleje og observation af den kardiologiske patient.

De blå pjecer, udkommer nu som App til Iphone og Ipad, og er et brugbart redskab i hverdagen i arbejdet med analyse og tolkning af EKG. App'en har en simpel brugerflade og guider på meget pædagogisk vis brugeren igennem en systematisk EKG analyse. Ud over den systematiske EKG analyse har App’en både fotografi funktion samt en e-mail funktion, der betyder at man hurtigt kan sende et ekg til en kollega og få råd og vejledning om diagnose og behandling. Alle funktioner i App’en er let tilgængelige og særdeles overskuelige.
Hvis man i forvejen har kendskab til Bjarne Sigurds pjecer, er App'en ”som at læse pjecen”, og App'en virker simpel og anvendelig i sin opbygning. App’en er udgivet af FADL’s forlag og sponsoreret af AstraZeneca og kan rekvireres i App store.

App'en er en støtte til analyse og fortolkning af EKG, men ingen App eller lærebog kan erstatte de praktiske færdigheder man tilegner sig gennem måneder eller år i fortolkningen af reelle EKG’er og observation af patienterne. App'en kan ses som en hjælpende hånd til en hurtig reference til de grundlæggende regler og mønster der foreskriver tolkning af EKG.
I disse moderne tider hvor alle har en smartphone, vil vi anbefale denne App til alle sygeplejersker og læger der har brug for hurtigt at foretage en systematisk EKG analyse.
Desværre er App’en kun tilgængelig Iphone og Ipad og vi kan kun håbe at den snart bliver tilgængelig for brugere af Android og Windows - Ligesom en dansk udgave vil være et godt alternativ.