1.000 nye sygeplejersker på vej?

Region Hovedstaden arbejder på at skaffe 314 flere sygeplejersker på to år for at opfylde regionens andel af regeringens valgløfte om 1.000 flere sygeplejersker. DSR er skeptisk

Oprettet: 07.10.2020

Tal fra Region Hovedstaden viser, at antallet af sygeplejersker i Region Hovedstaden ser ud til at være steget med 171 siden sidste år. Dermed ligger regionen lunt i svinget ift. at opfylde sin andel af valgløftet og sikre 157 flere sygeplejersker i regionen både i 2020 og 2021. Men kredsformand Kristina Robins er alligevel skeptisk.

"Kikker man lidt dybere ned i regionens tal, viser de en betydelig stigning i antallet af timelønnede. Det undrer mig. Man kan få det indtryk, at sygeplejersker, der allerede arbejder i regionen, blot arbejder endnu hårdere og tager flere vagter," siger kredsformanden og fortsætter.

Løn, vilkår og uddannelse er vejen frem
"Jeg er bekymret for, at sygeplejersker, der i forvejen arbejder hårdt, bare slider endnu mere. Det er ikke holdbart. Det er vigtigt at tiltrække flere nye sygeplejersker, men det er lige så vigtigt at fastholde og passe på dem, vi allerede har. 
Begge dele skal til, hvis det skal lykkes at sikre stabil og fagligt forsvarlig bemanding på den lange bane - til gavn for sygeplejerskers arbejdsmiljø og for mere tid til patienterne.  Fokus på løn, arbejdsvilkår og flere kliniske vejledere er nogle af vores forslag til at hjælpe regionen med at nå målet om 314 flere sygeplejersker."   

Pengene er til sygeplejersker
Formanden for Region Hovedstadens sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt (C) gav for nylig i P4 Københavns Radio udtryk for, at regionen kunne overveje at inddrage andre faggrupper som jordemødre, terapeuter og assistenter i indsatsen for at nå målsætningen. Udtalelsen faldt i forlængelse af udfordringerne med at skaffe så mange sygeplejersker, som regeringen har lagt op til. 

Kredsformanden er uenig i udmeldingen fra regionen.
"Når regeringen har afsat penge til 1.000 nye sygeplejersker,  er det fordi, det er sygeplejersker, der er brug for. Det skal pengene gå til," sagde Kristina Robins til P4 København.