1813: Sygeplejersker scorer højt på sikkerhed og grundighed

Ny forskningsrapport har målt på forskellene, når sygeplejersker og læger visiterer telefonisk. Kredsformand Kristina Robins er meget tilfreds med konklusionerne, som dokumenterer sygeplejerskernes høje faglighed.

Oprettet: 12.06.2020

Et netop offentliggjort forskningsprojekt fra Århus Universitet har undersøgt, om fagligheden påvirker kvaliteten af telefonvisitation, hvad angår kommunikation, sikkerhed og effektivitet. I projektet indgår Lægevagten i Region Midtjylland og Akuttelefonen 1813 i Hovedstaden. 

Høj kvalitet i visitationen
Generelt er konklusionen, at kvaliteten af telefonvisitationen i Danmark er høj.
"Sygeplejersker var helt overordnet bedre til at identificere og afdække relevante problemer (..) samtalerne var dog længere og blev vurderet til at være mindre effektive, sammenlignet med de praktiserende læger", siger forskeren bag projektet, post.doc Dennis Schou Graversen.

Sygeplejersker er rustet til opgaven
I forbindelse med offentliggørelsen af rapporten siger kredsformand Kristina Robins, at det nu må været slået fast en gang for alle, at sygeplejersker er rustet til opgaven.

"Forskningsprojektet understøtter, at det er fuldt fagligt forsvarligt, når sygeplejersker tager telefonen på 1813, og at kvaliteten i visitationen er høj", udtaler Kristina Robins til P4 Kbh 13.6. 

kredsformand_kristina_robins_oploeftning_web
Kredsformand Kristina Robins

Sikkerhed i top
Ifølge undersøgelsen ligger sygeplejerskerne højere i bedømmelserne af den kommunikationsmæssige kvalitet og sikkerhed i telefonvisitationen.
Både sygeplejersker og læger med forskellige medicinske specialer sender flere patienter videre i systemet, end de praktiserende læger gør. Det kan betyde længere ventetid på at komme igennem og flere unødige konsultationer.  

Patientsikkerhed vejer tungt
"Jeg synes aldrig, at grundighed er en dårlig ting. Det handler netop om at sikre sig, at man ikke laver fejl. Der er en balance mellem effektivitet og grundighed, og hensynet til patientsikkerheden vejer rigtig tungt", siger kredsformand Kristina Robins til P4 København.  

Læs hele nyheden på dr.dk og hør indslaget i P4 Kbh 13.6.