Bedre vilkår giver flere sygeplejersker

Der er mangel på sygeplejersker. Ordentlige normeringer og vilkår er en del af løsningen, siger kredsformand Vibeke Westh til P4 København.

Oprettet: 31.10.2018

I Region Hovedstaden har hospitalerne i 1. halvår af 2018 forgæves forsøgt at rekruttere sygeplejersker 98 gange og ledigheden er lav. Alligevel har Socialdemokratiet lovet 1.000 flere sygeplejersker til sundhedsvæsenet, og debatten om hvor man skal skaffe så mange ekstra sygeplejersker er i fuld gang.

I P4 København gav kredsformand Vibeke Westh et bud:

”Man er nødt til at se på optaget på sygeplejerskeskolerne. Det er der god grund, for der er mange, der søger ind. Og så er der en stor indsats, der handler om at sikre at sygeplejersker, der er der i dag, bliver lidt længere,” siger hun.

Derudover foreslår hun at man ser på, hvordan man kan tiltrække de sygeplejersker, der ellers har forladt faget. Men én ting skal være på plads, hvis man skal kunne tiltrække sygeplejersker i fremtiden:

”Vi skal have klare aftaler med arbejdsgiverne om ordentlige normeringer og vilkår,” siger Vibeke Westh, der mener, at et bedre arbejdsmiljø og en højere løn vil gøre det mere attraktivt for sygeplejersker at arbejde i sundhedsvæsenet. Det vil også kunne få nogle af dem, der i dag er på deltid fordi arbejdet er for belastende, til at vælge at gå op i tid.

Hør udsendelsen med kredsformand Vibeke Westh på https://www.dr.dk/radio/p4kbh/regionale-nyheder-kh4/p4-nyheder-2018-10-31-11-30-9