Brug af ansigtsmasker - få overblik

Det er svært at gennemskue regler og konsekvenser ved brug af ansigtsmasker. Få hjælp her

Oprettet: 22.03.2020

Værnemidler fylder meget i sygeplejerskernes hverdag i denne ekstraordinære situation. I kredsen får vi rigtig mange henvendelser både om sikkerhed, arbejdsmiljømæssig korrekt anvendelse af værnemidler og af deres tilgængelighed. De handler ikke mindst om forsvarligt brug af ansigtsmasker. 

Derfor har Dansk Sygeplejeråd udarbejdet et samlet overblik og beskrivelse i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefalede brug af ansigtsmasker. Se informationen her.

Vi arbejder videre med at udvide vores værktøjskasse og give medlemmerne svar på nogle af de mange spørgsmål, der rejser sig. 

Din sikkerhed - en kerneopgave 
Kredsnæstformand Hanne Krogh har sammen med kredsnæstformand Inger Margrete Siemsen det politiske ansvar for kredsens arbejdsmiljøindsats.

Hanne Krogh

Hanne Krogh siger:
-Mange sygeplejersker står i forreste linje for at løfte opgaver og tage medansvar for patientsikkerheden i denne ekstraordinære krise. Derfor er det ekstra vigtigt at passe godt på både sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle - både i forhold til deres egen sikkerhed og deres pårørende og kolleger. Det kræver, at vi holder fast i at arbejde arbejdsmiljømæssigt og fagligt forsvarligt.
-En af DSRs kerneopgaver er rådgivning og vejledning af medlemmerne. Det imødekommer vi blandt andet ved at udvide vores værktøjskasse til arbejdsmiljørepræsentanterne, som denne information er et eksempel på, slutter kredsnæstformand Hanne Krogh.   

Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen har i de seneste dage i flere medier hyppigt gentaget Dansk Sygeplejeråds budskab til arbejdsgiverne om at løfte deres ansvar for at sikre medarbejderne adgang til værnemidler i tilstrækkeligt omfang - vel at mærke værnemidler, der opfylder Sundhedsstyrelsens retningslinjer.