Kom til biografpremiere hjemmefra 6. januar 2021

Filmen 'De Pårørende - når ens barn rammes af psykisk sygdom' vises for første gang 6. januar. Det er gratis og kræver ingen tilmelding.

Oprettet: 05.01.2021

Filmen spiller 6. januar kl. 17. 00.

Du deltager via linket her

Om filmen: 

Filmen er produceret af Bullitt Film med støtte fra TV 2/Danmark, Det Danske Filminstitut og FilmFyn.

De Pårørende følger 5 forældre, der har valgt at stå frem med deres historier, fordi de har et stort ønske om at
skabe fokus på, hvad det vil sige at være pårørende til psykisk syge. Igennem ti sessioner hos psykoterapeut
Lene E. Karlsson, Bedre Psykiatri, følger vi de fem forældre, som alle har sagt ja til at indgå i en gruppe for
forældre til psykisk syge børn for at lære at takle deres livssituation bedre.

Børnenes diagnoser er forskellige, men den belastning, som deres forældre lever med, er den samme: De er bundet til børnene i kærlighed, og sygdommen er langvarig, ofte kronisk. I dette særlige, fortrolige terapirum deler de deres tanker, frustrationer, angst, sorg og vrede, men også deres store kærlighed til deres børn, som hver især kæmper med store udfordringer i deres liv. Det er en virkelighed, som udleves i højeste alarmberedskab alle døgnets timer. Og det koster.


Livet som pårørende er i mange tilfælde præget af stress i en sådan grad, at de pårørende selv udvikler
psykiske lidelser. De skal både rumme at være pårørende rent mentalt, men de skal også have kontakt til et
system med mange ansigter, og samtidig passe deres arbejde.