Ny aftale for funktionen som ansvarshavende i psykiatrien

Region Hovedstadens Psykiatri (RHP) og Kreds Hovedstaden har indgået en aftale om funktionstillæg til sygeplejersker, der af ledelsen er udpeget til at varetage funktionerne som ansvarshavende sygeplejerske.

Oprettet: 13.01.2023

Tillægget dækker ikke sygeplejersker, der er ansvarshavende i fast aften- og nattevagt. For de sygeplejerskers vedkommende er funktionen indeholdt i den faste løn. 

Aftale om honorering af funktionen ansvarhavende og koordinerende sygeplejerske i Region Hovedstadens Psykiatri*

 

  • Ansvarshavendefunktion i eget afsnit ydes 174,72 kr. pr. vagt for 8 timer og 262,07 kr. pr. vagt for 12 timer. 

  • Koordinerende ansvarshavende på 2 og flere afsnit ydes 382,19 kr. pr. vagt for 8 timer og 573,29 kr. pr. vagt for 12 timer. 

Beløbene er i nutidskroner.

OBS: *Aftalen gælder for sygeplejersker i RHP, der varetager funktionen som ansvarshavende sygeplejerske. Den gælder ikke for sygeplejersker, der arbejder i fast aften- og nattevagter, som allerede modtager honorering for funktionen. Og den gælder ikke for sygeplejersker ansat på Psykiatrisk Center Sct. Hans.

Se hele aftalen her.

Helt essentielt for patientsikkerheden
Kredsnæstformand Nicklas Vagner Forsman, der har deltaget i forhandlingerne, er tilfreds med aftalen. Han undres samtidig over, at funktionen generelt set er svær at få forhandlet løn til.  

 - Funktionsbeskrivelsen og sygeplejerskernes virkelighed viser, at den ansvarshavendes opgaver er helt afgørende for patientsikkerheden. Opgaven er jo at sikre sig, at arbejdet er fagligt forsvarligt på alle måder - for patienter og personale, siger han og fortsætter: 

 -  I vagterne skal den ansvarshavende både indgå i patientplejen og samtidig bevare det overblik, som funktionen kræver. Generelt set over hele sundhedsvæsnet undrer det mig, at man ikke ønsker at honorere funktionen bedre. Man bør give funktionen et større fokus og sikre både løn og rammer så funktionen kan udføres med høj faglig kvalitet.