Tid til at se tilbage – og frem

Mange sygeplejersker har i de seneste uger tålt ændringer i arbejdsvilkår, som vi ikke normalt accepterer i DSR. Det har været vores bidrag til at få samfundet igennem første fase af en langvarig krise, der slår hårdt alle steder. Men nu er det blevet tid til at følge op på, hvordan det er gået.

Oprettet: 30.04.2020

Mange sygeplejersker har i de seneste uger tålt ændringer i arbejdsvilkår, som vi ikke normalt accepterer i DSR. Det har kun været muligt, fordi hovedbestyrelsen tidligt i forløbet traf en politisk beslutning om ikke at føre lønkamp i en krisetid, men at vise mere fleksibilitet i vagtplanlægningen end det, vores gældende aftaler ellers kræver.

Det har været vores bidrag til at få samfundet igennem første fase af en langvarig krise, der slår hårdt alle steder. Men ”ingen lønkamp” og ”øget fleksibilitet” har på intet tidspunkt betydet ”gratis arbejde”. Det betyder, at sygeplejersker ikke får en HØJERE timeløn for at være fleksible, men får AL den løn, som overenskomst og arbejdstidsaftale berettiger til for præsterede timer og ændringer.

I vores øjne er første fase af corona-krisen slut. Kreds og tillidsvalgte er i løbende dialog om opfølgningen. Vi forventer, at det tager tid, og vi følger udviklingen tæt. Nogle medlemmer har oplevet ændringer, som vores arbejdstidsaftale slet ikke tager højde for, fordi ingen helt har kunnet forudse disse konsekvenser. I så fald bliver der brug for at lave aftaler på et højere niveau for at komme i mål. I formandskabet er vi ved at lægge en lokal strategi for sygeplejerskernes løn og vilkår fremover. Det hører du nærmere om inden længe.

Formandskabet i Kreds Hovedstaden