Fællesskabet skal skabe resultaterne
66,7 procent stemte nej. Et klart mandat. Natten til lørdag går vi sygeplejersker i strejke. En strejke hvor vores fællesskab bliver afgørende for resultatet. Nok er nok. Vi har i mange år kæmpet for bedre vilkår. Nu vil vi ikke længere. Hvad sker der så nu, og hvor ender det hele? Det er de spørgsmål, der naturligt presser sig på. Også hos mig. Helt konkret går 10 procent af vores medlemmer i strejke fra lørdag. Det er udvalgte funktioner på hospitaler og i den kommunale sektor. Vi har valgt de steder, hvor det gør mest ondt på arbejdsgiver. En strejke skal kunne mærkes. Derfor kigger vi også allerede nu på, om vi den kommende tid kan tage flere sygeplejerske ud til konflikt for at gøre presset på arbejdsgiver endnu større. På vores konflikt-ABC opdaterer vi løbende informationer om status på konflikten. Der kan være meget at holde styr på i forhold til blandt andet strejkeunderstøttelse, ferie, barsel og meget andet. Siden giver alle et nemt tilgængeligt overblik – du finder siden her. Allerede nu ved vi, at vores fællesskab bliver helt afgørende. For vi skal alle bakke dem op, der strejker. De gør det på vegne af os alle. Det er der mange måder at gøre på – både på sociale medier og ude i den virkelige verden. I Ebeltoft fik sygeplejerskerne positiv opmærksomhed, da de gik på gågaden og delte flyers ud. Vi skal på den måde konstant i dialog med borgerne, så vi målrettet kan fastholde befolkningens opbakning til sygeplejerskerne. En opbakning, der skal styrke presset på det politiske niveau for at få det nødvendige lønløft. Det er der mange måder at gøre på, her skal vi hjælpe hinanden til kreativt at finde på nye måder at skabe opmærksomhed på. På kredskontoret har vi en gruppe af folk klar til at hjælpe med logistikken. Uanset om det handler om at få flere bolsjer eller søge tilladelse hos politiet til en demonstration. Så hold endelig ikke de kreative ideer tilbage. Vi er klar til at hjælpe dem på vej. På vores hjemmeside kan du via dette link finde en oversigt over aktuelle aktiviteter. Deltag i dem og bliv inspireret til selv at skabe en begivenhed. For mange gode kreative ideer skal ikke stå alene, de skal gentages og foldes ud overalt i vores kreds. Det er det vi kan, når vi står sammen og deler på tværs. Hvor ender det hele? Det er lige nu det helt store spørgsmål. Et spørgsmål der her på tærsklen af strejken er svært at svare på. Anderledes klart står det, at vi som sygeplejersker med vores nej har sendt et klart signal om, at vi vil have et opgør med årtiers lønefterslæb. Et nej vi den kommende tid, uanset om vi stemte ja eller nej, skal stå sammen om. Det er vores udgangspunkt for den videre kamp. En kamp der skal byde på alle mulige former for aktivisme. For vores løn bliver dannet af tre spor, der alle skal påvirkes den kommende tid. Den lokale lønforhandling, hvor vi skal påvirke kommuner og regioner. Den overenskomst vi netop har forkastet og endelig Christiansborg, hvor vi arbejder benhårdt på at få flere puljer afsat til vores område, der er særligt hårdt ramt af uligeløn. Jeg glæder mig til at kæmpe sammen med jer den kommende tid. Anja Laursen, Kredsformand, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland.
> Find aktiviteter i Kreds Midtjylland her
Bliv en del af aktivismen
Muligheder for at deltage og skabe events
Der er allerede godt gang i aktiviteterne blandt aktive medlemmer, der vil skabe opmærksomhed om vores kamp for ligeløn. Find oversigten via linket her, deltag i events og bliv inspireret til selv at skabe opmærksomhed om vores fælles kamp.
Få overblikket over OK-21 aktiviteterne
Følg Kreds Midtjylland på Instagram
dsr_midtjylland
På Kreds Midtjyllands nye instagramside deler vi billeder af aktive medlemmer. Følg os og få del i inspirationsudvekslingen og deltag i konkurrencer om spændende præmier.