Årets sundhedsplejerske i Danmark er fra Randers

Det er en helt særlig indsats, der skal forbedre børns sundhed og trivsel, der nu hædres med prisen som årets sundhedsplejerske i Danmark. Modtageren er Tanja Koch, der er ansat i Randers Kommune.

Oprettet: 21.06.2022
Per Colstrup Vinkel
Helle Lund (TV) og Tanja Koch (TH) har tidligere modtaget Athena-prisen for deres nyskabende arbejde med børn og unge.

En forebyggende indsats for børn og unge med  astmatisk bronkitis. 

Det er det, der nu er årsagen til, at sundhedsplejerske Tanja Koch fra Randers Kommune kan kalde sig dobbelt prisvinder. Sidste år blev hun og kollega Helle Lund (billedet øverst) hædret med Athenaprisen, for projektet. 

Nu er det så prisen som Årets Sundhedsplejerske, der tilfalder Tanja Koch, der er ansat i Randers Kommune. Det er der ifølge Dorte Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, en gange god grund til. 

- Tanja Koch modtager prisen, fordi hun har formået at skabe en helhedsorienteret forebyggende indsats for børn med astmatisk bronkitis. En indsats, som er innovativ, har fokus på tværfaglighed og kan være til inspiration for landets øvrige kommuner, sagde næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, i sin tale ved prisoverrækkelsen.

Tanja Koch er naturligvis stolt over prisen, som hun i grunden føler bør deles med de kollegaer, der dagligt er en del af indsatsen i kommune. Mest af alt håber hun dog på, at prisen kan få opmærksomhed fra andre kommuner, der kan få gavn af erfaringerne fra Randers. 

Du kan læse meget mere om arbejdet i Randers Kommune i vores kredsblad, der sidste år satte spot på projektet.