Fællestillidsmand: - Så længe lønnen ikke afspejler det ansvar sygeplejersker står med, så vil tendensen med faldende interesse for faget fortsætte

Torsdag var store optagedag på landets studier. Store fald i søgningen og mange ledige pladser rundt på skolerne er historien medierne har kastet sig frådende over. FTR på AUH og Kredsbestyrelsesmedlem, Marianne Østerlund, medvirkede direkte i TV2 Østjylland. Se hele indslaget her.

Oprettet: 29.07.2022
Per Colstrup Vinkel

Marianne Østerlund er FTR på den største arbejdsplads i Kreds Midtjylland og hun er ikke i tvivl, da hun på direkte TV bliver spurgt til årsagen i den stærkt faldende interesse for at uddanne sig til sygeplejerske. 

- Det handler om løn og arbejdsvilkår. Så længe lønnen ikke afspejler det ansvar sygeplejersker står med, så vil vi opleve den her tendens med faldende interesse for faget, fortæller Marianne Østerlund.

Hun har mange års erfaring i faget og har oplevet, hvilket udfordring det pressede arbejdsmiljø har på særligt de unge. Derfor blev hun også tæt på provokeret, da hun læste udtalelser fra Uddannelses- og forskningsminister Jesper Pedersen om, at det i høj grad handler om at få prestigen tilbage i faget, at de unge ikke ser sygeplejefaget som "fint nok". 

- Jeg giver ikke noget for minister Jesper Pedersens udmelding om, at de unge ikke ser sygeplejerskeuddannelsen som fin nok. Jeg tror de unge i dag er meget reflekteret over, hvad de vil med både deres arbejds- og fritidsliv. De vil have en hverdag der hænger sammen, også økonomisk. De vil have en løn for den uddannelse de tager ,og det ansvar de står med. Det får de ikke i sygeplejefaget i dag, fortæller Marianne Østerlund. 

Hverdagen skræmmer

Det lave ansøgertal gør ondt værre i en situation, hvor der i forvejen er massivt pres på landets sygeplejersker. En mangelsituation der med de lave ansøgningstal kan blive værre i de kommende år. Marianne Østerlund oplever i dagligdagen, hvordan presset er ved at transformere sig til en ond spiral for arbejdsmiljøet på hospitalet i Skejby.

- Det giver udfordringer at sygeplejersker, særligt de unge, for hurtigt kommer til  at stå med et alt for stort ansvar. Der er for sjældent en erfaren kollega at få hjælp fra. Det er meget belastende, at man for tidligt står med et for stort ansvar. Det gør mange overvejer deres fremtid i faget, fortæller Marianne Østerlund. 

Du kan se hele indslaget fra TV2 Østjylland ved at klikke her. I indslaget kan du også møde en af de unge, der har valgt uddannelsen til.