Fortsat utryghed hos sygeplejerskerne i coronaberedskabet

"Særligt manglende inddragelse af sygeplejerskerne i planlægningen skaber frustration," udtaler kredsformand Anja Laursen til Politiken.

Oprettet: 17.11.2020
Ditte Scharnberg

Politiken bringer 15. november 2021 interview med kredsformand Anja Laursen om sygeplejerskernes situation i covid-19-beredskabet. Hun udtaler bl.a.:

"Der har været en intention om, at sygeplejerskerne skulle have mulighed for at melde sig frivilligt til coronaberedskabet, men man har ikke været god nok til at undersøge, hvad der skulle til for, at den enkelte kunne have lyst til at melde sig. I stedet har vi flere steder set, at man har trukket sygeplejerskerne ind via lodtrækning eller lignende".

Anja Laursen understreger, at sygeplejerskerne selvfølgelig er helt indforstået med, at der er et beredskab, som skal dækkes.

"Men det er udfordrende, hvis man er vant til at arbejde hverdage og så pludselig skal dække aften, nat og weekend. Det kan være enormt svært at få til at hænge sammen med børne- og familieliv. Der har været behov for hurtig omstilling, særligt i foråret, men nu bør man forsøge at inddrage sygeplejerskerne selv i at sætte rammerne. Også for at de føler sig fagligt klædt på til den opgave, de skal løse", siger hun.

Hvad skal til?
Anja Laursen mener, at man efter jul bør se på, hvad man kan gøre for at gøre det mere attraktivt for sygeplejerskerne at melde sig til coronaberedskabet.

"Man kunne f.eks. tilbyde et ekstra lønbeløb for at gå med i beredskabet. For der er ingen tvivl om, at det er en rigtig hård opgave sygeplejerskerne påtager sig, og det savner de en anerkendelse af".