Gambl ikke med syge borgere og medarbejderes faglighed og trivsel

Grete Christensen og Anja Laursen, hhv. formand samt kredsformand for Dansk Sygeplejeråd, sætter i et debatindlæg i Berlingske fokus på pilotprojektet i Ikast-Brande Kommune efter den hollandske Buurtzorgmodel.

Oprettet: 03.01.2020
Marie Adelstorp
Arkivfoto

Af Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og
Anja Laursen, kredsformand, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland

I lederen i Berlingske den 16. december 2019 omtales et kommende pilotprojekt i Ikast-Brande Kommune, hvor hjemmesygeplejen i to områder med afsæt i den hollandske Buurtzorg-model skal udliciteres fra 1.4 2020 i et toethalvt årigt forsøg.

Lederskribenten mener, forsøget ’kan revolutionere ældreplejen og potentielt hele den offentlige sektor’. Det er sandelig store ord. Lederskribenten konkretiserer derefter hvordan: Der skal være ’mere pluralisme i tilvejebringelsen af offentlige velfærdsydelser’. Og skridtet endnu videre: ’Profitsøgende virksomheder skal også have lov til at deltage i konkurrencen’.

Dette er et ganske anderledes perspektiv for den offentlige sektor i vores velfærdsstat, end det vi arbejder for i Dansk Sygeplejeråd. Vi anser et offentligt finansieret og drevet sundhedsvæsen som essentielt for at sikre borgerne frie og lige adgang til de sundhedsydelser, de måtte have behov for. Og sygeplejersker som en kernegruppe i forhold til at sikre faglig kvalitet i pleje og behandling.

Gerne nytænkning men på reelle præmisser
Det bemærkes i lederen, at vi i Dansk Sygeplejeråd er skeptiske over for forsøget i Ikast-Brande. Det er helt korrekt. Det skyldes imidlertid ikke modstand mod innovation i den offentlige sektor, sådan som det mere eller mindre antydes. Tværtimod. Sammen med sygeplejersker deltager vi løbende aktivt i udvikling af tiltag på arbejdspladserne, ligesom vi yder en aktiv indsats for at udvikle forskning og uddannelse, der kan øge den faglige kvalitet i sundhedsydelserne.

Nej, vores skepsis i forhold til Ikast-Brandeprojektet skyldes en lang række foruroligende uafklarede spørgsmål, som for os at se kan risikere at medføre, at borgerne i stedet for bedre kvalitet vil opleve forringet faglig kvalitet i ydelserne.

Selvstyrende grupper, som er den organisatoriske kerne i Buurtzorg, giver i en dansk kontekst alene mulighed for at agere inden for rammerne af dansk lovgivning. Lovgivningen og sygeplejerskers beføjelser – mulighed for selvstændigt at ordinere, vurdere og opstarte behandling samt ikke mindst at bemyndige en sygeplejefaglig ydelse – er anderledes i Danmark end i Holland, hvor sygeplejersker har disse beføjelser i udstrakt grad. Det ville være reel nytænkning, hvis lokalpolitikere i Ikast-Brande som i andre kommuner vil arbejde for at påvirke en udvikling i retning af øgede beføjelser til sygeplejersker. Det vil være en fornyelse til gavn for borgere, der i mange tilfælde ville kunne opnå hurtigere og smidigere forløb, og uden tvivl også have økonomiske gevinster indlejret.

Ledelse og faglighed
I en dansk kontekst er det afgørende, at der er en faglig ledelse, der dels kan sikre, at de rette kompetencer er til stede i forhold til at løse opgaverne hos borgerne, dels prioritere og sætte retning. Ligeledes er det et ledelsesansvar at samarbejde med øvrige myndigheder om fx opgaveflytning mellem kommune, region og almen praksis og ikke mindst samarbejde med de politiske led, fx et byråd, som jo i sidste instans har ansvaret for velfærdsydelserne. Vi anser desuden ledelse for essentiel i forhold til at sikre og understøtte sygeplejerskers muligheder for efter- og videreuddannelse. Det er således ikke på nogen måde betryggende, at forsøget i Ikast-Brande kommer til at udspille sig uden reel faglig ledelse, og desuden i modstrid med Ledelseskommissionens anbefalinger om, at man skal lede noget, man har forstand på.

Derudover er sammensætningen af selvstyrende grupper i Holland anderledes, end der lægges op til i Ikast-Brande. Her er tale om en gruppe, hvor det alene er tre ud af 12 personer, der er sygeplejersker. I Holland er det blandt Buurtzorgansatte hele 75 % af de ansatte, der er sygeplejersker. For de sygeplejersker, der vil skulle indgå i projektet, er dette et afgørende spørgsmål i forhold til deres arbejdstilrettelæggelse. For hvordan forestiller man sig realistisk at kunne arbejdstilrettelægge for de pågældende sygeplejersker 365 dage om året, 24 timer i døgnet, som hjemmesygeplejen under kommunale ordninger er tilrettelagt for at dække borgernes behov for hjemmesygepleje? Risikerer syge borgere at blive ladt i stikken?

Dette er blot et lille udsnit af de mange udfordringer, vi ser i forhold til at indføre Buurtzorg-modellen i Danmark – uden at man forholder sig til, at afgørende forskellige forhold gør sig gældende. Udover sygeplejerskers kompetencer og beføjelser er finansiering samt ledelse og styring af sundhedsvæsenet væsensforskellig mellem Danmark og Holland.

I Dansk Sygeplejeråd er vi gerne en aktiv medspiller i forhold til at nytænke og ændre i sundhedsvæsenet som et væsentligt område i den offentlige sektor. Men det må aldrig blive med risiko for at gamble med syge borgeres situation eller de offentligt ansattes faglighed og trivsel.

Grete Christensen og kredsformand Anja Laursen har ligeledes haft debatindlæg i Herning Folkeblad: