Kom og mød landets regionspolitikere

11. april kl. 8.30 mødes medarbejdere i Region Midtjylland ved Centralværkstedet i Aarhus og tager imod landets regionspolitikere, der samles til generalforsamling i Danske Regioner.

Oprettet: 10.04.2019
Ditte Scharnberg

”Vi ønsker som medarbejdere fortsat at have mulighed for at komme i direkte dialog med politikere med lokalt ansvar for sundhedsvæsenets udvikling.”

Sådan lyder det fra Anja Laursen på vegne af Region Midtjyllands ansatte. Anja Laursen er formand for samarbejdet mellem de regionalt ansattes faglige organisationer, Det Regionale Organisationssamarbejde (DRO) – i alt 31 faglige organisationer.

Anja Laursen, midtjyske medarbejdere og øvrige repræsentanter for DRO vil være til stede ved Centralværkstedet i Aarhus, når alle landets regionspolitikere torsdag den 11. april samles til generalforsamling i Danske Regioner.
 

Ikke ny struktur men reelle løsninger
”Den siddende regerings udspil til en sundhedsreform, der indebærer en afskaffelse af regionsrådene, ser vi som en voldsom forringelse af vores mulighed for med fagligt begrundede indspil at bidrage til at udvikle sundhedsvæsenet.

Vi kan for alvor frygte en centralisering, som øger afstanden mellem den indsigt, der hele tiden udvikles af medarbejderne i håndteringen af de mange opgaver i sundhedsvæsenet, og beslutningstagerne. Det vil på sigt ikke være til gavn for den faglige kvalitet og patienterne. Vi ønsker derfor fortsat at kunne udvikle det lokale samarbejde og vil kraftigt advare imod at afskaffe regionsrådene,” siger Anja Laursen og fortsætter:

”Sundhedsvæsenet har ikke brug for nye strukturer, men en sundhedspolitik der for alvor tager fat på at løse de mange udfordringer, vi står midt i.

Gennem adskillige år har der været tale om voldsom underfinansiering i sundhedsvæsenet, hvor konsekvensen er gentagne sparerunder. Vi har ofte påpeget udsigten til mangel på personale, og lige nu ser vi alvorlige virkninger heraf på mange hospitalsafdelinger.

Desuden mener vi, at fremfor at koncentrere sig om endnu en omgang ny organisering bør en kommende reform også tage alvorligt livtag med den fortsatte stigende ulighed i sundhed i vores samfund”, understreger Anja Laursen.
 

Morgenhilsen til alle regionspolitikere 11. april 2019
Repræsentanter for de regionalt ansatte vil som i tidligere år tage imod regionspolitikere fra hele landet med en lille overraskelse, når de torsdag morgen den 11. april 2019 samles i Aarhus til den årlige generalforsamling i Danske Regioner.

”Vi har en tradition for med et glimt i øjet at modtage regionspolitikerne, når de ankommer til generalforsamlingen”, fortæller Anja Laursen. ”Og det vil vi selvfølgelig også gøre i år, hvor sundhedsreform og regionernes fremtid er et særligt varmt emne.”

 

Danske Regioners generalforsamling finder sted:

11. april 2019  ved Centralværkstedet – indgang ved Smedien, Værkmestergade 7, 8000 Aarhus C.

Aktionen begynder kl. 08.30 – generalforsamlingen starter kl. 09.30.