"Lad ikke køn stå i vejen for uddannelsesvalg"

For 18 år siden blev Peter Frausing uddannet som sygeplejerske i Aarhus. Han håber, at flere mænd vil følge hans eksempel.

Oprettet: 29.06.2020
Marie Adelstorp
Arkivfoto.
Foto: Lizette Kabré

"Jeg håber, at de stereotypiske kønsroller bliver udvisket, så folk føler sig frie til at vælge," forklarer sygeplejerske Peter Frausing til Jyske Vestkysten. Han fortsætter: 

"Hvis man vil noget, så skal man gøre det. Ikke fordi man tænker, det kan jeg ikke, eller det kan jeg godt, fordi jeg er det og det køn. Jeg tænker sagtens, man kan være ligeså meget mand og være sygeplejerske eller kvinde og være havnearbejder," siger han (...)

Givende arbejde 
Da Peter Frausing var yngre, troede han heller ikke selv, han skulle være sygeplejerske. I lang tid drømte han om at være fysioterapeut, fordi han syntes, det var spændende at lære, hvordan kroppen fungerer. Men uddannelsen var populær, og det var derfor svært at komme ind. Det blev i sidste ende en kammerats kæreste, der var sygeplejerske, der spurgte, om han ikke skulle overveje at læse til sygeplejerske. Det vakte en interesse i Peter, der senere samme aften læste alt, han kunne finde om uddannelsen. Året efter søgte han ind på begge uddannelser, men blev kun optaget på sygeplejerskeuddannelsen.

"I dag er jeg rigtig glad for, at det blev det og ikke fysioterapi. Det har været rigtig givende, og det bliver aldrig rutine."

Derfor anbefaler han alle at følge sine drømme uanset: "Man skal følge sit hjerte og sin mavefornemmelse."

  • Læs mere i Jyske Vestkysten, 28. juni 2020, 3. sektion, side 10