Lukning kan ramme udsatte børn

Sundhedsplejersker i Aarhus Kommune advarer imod konsekvenserne, hvis byrådet beslutter sig for at spare et initiativ væk, der har til hensigt at sikre byens mest sårbare børn den bedste start på livet.

Oprettet: 04.04.2016
Marie Adelstorp

Børnene bliver de store tabere, hvis Aarhus Kommune ender med at lukke den nye Tværfaglige Enhed (TVE) på børn og unge-området. Det skriver medarbejderne i TVE i et høringsvar forud for en kommende sparerunde. Siden august 2015 har sundhedsplejersker og pædagoger arbejdet sammen om at opspore børn, som er udfordrede i forhold til bl.a. motorik, sprog og sociale relationer. Men nu skal kommunen finde nye besparelser, og her er TVE kommet i søgelyset.

"Med nedlæggelse af TVE mister Aarhus Kommune et unikt tiltag i den langsigtede strategi i forhold til tidlig indsats. Viden og forskning inden for området peger på, at jo tidligere der sættes ind med indsatser, jo større er gevinsten både for barnet, familien og samfundet. Med oprettelsen af TVE viste Aarhus Kommune modet til at gå nye veje og arbejde på nye måder i ambitionen om at gøre en forskel for alle børn i kommunen," siger sundhedsplejerske og medarbejder i TVE Anne Houmann Johansen på vegne af medarbejderne i TVE i JP Aarhus.