Manden med to kasketter: Solidariteten stod ikke blinkende med flammeskrift

I det faste format "Med andre øjne" i DSR midt kigger chefredaktør på Midtjyllands Avis på sygeplejerskerne på godt og ondt. En stærk stemme i debatten, men internt til tider udfordret af forskellige agendaer.

Oprettet: 14.09.2022
Per Colstrup Vinkel

Fra formatet "Med andre øjne" i DSR Midt/2/2022 - læs hele magasinet her. 

Hans Krabbe betragter sygeplejerskerne fra flere sider. Professionelt som chefredaktør for Midtjyllands Avis – privat som ægtefælle til en sygeplejerske.

På den gamle papirfabrik i Silkeborg kan Hans Krabbe med lidt god vilje spejde op på toppen af Aarhus-bakken og få øje på byens hospital. Sidste sommer bemærkede chefredaktøren dagligt de strejkende sygeplejersker, der lavede happenings i byerne i dækningsområdet for Midtjyllands Avis.

Hans Krabbe fulgte konflikten objektivt som journalist og chefredaktør, men samtidig fik han et anderledes indblik i den via sin bedre halvdel, der til dagligt arbejder som sundhedsplejerske i Aarhus Kommune.

- Det var befriende, hvordan der under konflikten blev skabt nye stemmer i debatten. Stemmer fra sygeplejersker, der var stolte af deres fag. Sygeplejersker, der gjorde op med fortællingen om et fag fyldt med ”flinke piger”. Piger, systemet uden tvivl har profiteret af over tid. Det var en øjenåbner for samfundet, fortæller Hans Krabbe.

De skarpe stemmer var kun en del af den konflikt, Hans Krabbe oplevede. En anden side var den dagligdag, der for de fleste sygeplejersker fortsatte uændret. En hverdag, der gjorde det udfordrende at være voldsomt engageret i konflikten.

- Det stod, som konflikten skred frem, klart for mig, at der er forskellige dagsordener internt sygeplejerskerne imellem. F.eks. er der forskel på, om man arbejder på et hospital eller i en kommune. Til tider følte min kone ikke, det var hendes konflikt, den var fjern for hende. Solidariteten stod ikke blinkende med flammeskrift, forklarer Hans Krabbe.

På avisens daglige redaktionsmøder stod journalisterne på ingen måde i kø for at dække konflikten. Ej heller havde den for alvor fat i læserne. Dertil var konflikten for fjern for mange. Den foregik i de landsdækkende medier uden en åbenlys interesse lokalt. Historien om erhvervsmanden, der solgte livsværket eller den nedrivningstruede liebhaverbolig, gik langt bedre.

Nærhed skaber effekt i forståelsen

Med en fortid på Danmarks Radio og et glødende public service-hjerte insisterer Hans Krabbe på at dykke ned i de historier, der har afgørende betydning for det velfærdssamfund, vi ofte tager for givet. Han skriver løbende ledere i avisen om emnet, præcis som det ultranære perspektiv dyrkes omkring sygeplejersker.

- Inge Brinch fra Kjellerup, sygeplejersken for hvem de dårlige vilkår blev for meget, så hun engagerede sig. Den historie er jeg stolt af, præcis som læserne fandt den interessant. Det blev personligt på et forståeligt niveau. Præcis som Kristine Justesen, der som tidligere gymnasiekammerat med Mette Frederiksen overrakte et personligt brev til statsministeren på torvet i Silkeborg. Et brev fyldt med markante meninger. Den slags historier bliver ved med at være interessante, fordi de er forståelige og nære for læserne, forklarer Hans Krabbe.

Hvordan en løsning på de store rekrutteringsudfordringer skal se ud, afholder Hans Krabbe sig fra at deltage i debatten om.

I flere markante ledere i avisen har han beskrevet, hvordan han ser en helt skæv prioritering af de midler, samfundet har til rådighed. Han mener slet ikke, at et samfund som det danske har råd til ikke at betale sygeplejerske en højere løn.

- Sygeplejerskerne har en afgørende funktion, hvis vi skal opretholde vores velfærdssamfund. Derfor har vi ikke råd til at miste dem, hvilket er min baggrund for at skrive ledere om emnet. Man kan bruge milliarder på at lukke et minkerhverv eller bygge en bro til Tyskland. Men at sikre velfærdssamfundet er endnu ikke blevet en prioritet. Det undrer jeg mig som chefredaktør og samfundsborger over, lyder det næsten politisk fra chefredaktøren.

Forandring midt i fortvivlelse

Regeringsindgrebet i sidste års konflikt betød, at der for nu ikke er en løsning med flere midler til sygeplejerskerne på bordet. En situation der, isoleret set, kan betragtes som et nederlag.

Set med kommunikationsmæssige briller kom regeringsindgrebet på det helt rigtige tidspunkt. Især hvis sygeplejerskerne vil fortsætte deres kamp med en bred folkelig opbakning.

- Hvis konflikten havde kørt meget længere, så havde samfundet vendt sig mod sygeplejerskerne. Det stoppede på et tidspunkt, hvor jeg som borger havde forstået, at deres arbejdsforhold slet ikke er i orden. Stress, sygemeldinger og arbejdspres er til stede i en al for voldsom mængde, fortæller Hans Krabbe.

Et andet element af konflikten, lønnen, står dog mindre skarpt for chefredaktøren. Alt for mange tal, alt for mange forskellige fortællinger. Her står stadig et stort stykke formidlingsarbejde foran sygeplejerskerne i jagten på flere økonomiske midler.

Samtidig skal sygeplejerskerne huske på, hvordan forandringens vinde stiller store krav til et fællesskab. Et fællesskab, som eksisterer, men som på ingen måde kan tages for givet. Det skal passes og plejes.

- Min datters veninde er sygeplejerske. Bor i et kolonihavehus i Aarhus, ingen familie, tager vikarjobs når det passer hende. En moderne freelancer. Hendes behov for et fællesskab og fagforening er markant anderledes, end det behov min kones generation af sygeplejersker har. Den kommende generation stiller anderledes krav til fællesskabet, det bliver også en stor udfordring for sygeplejerskerne at favne, afrunder chefredaktøren.