"Men er du robust?"

Politiken bringer et debatindlæg af sygeplejerske og cand.cur.-studerende Marthina Bjørno Dam Johansen, der under en jobsamtale blev spurgt, om hun var robust. I stedet for et svar valgte hun at udfordre afdelingssygeplejersken på, hvad ordet 'robust' betød for deres afdeling.

Oprettet: 03.12.2018
Marie Adelstorp

"MEN ER DU robust?", spørger hun og rynker brynene. Spørgsmålet kommer fra afdelingssygeplejersken i kølvandet på mit forsøg på at forklare, hvem jeg er rent fagligt som sygeplejerske. Ret overrasket over at det er en kvalitet, som de på den afdeling tilsyneladende vægter højt, ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. For hvad indebærer det at være en robust sygeplejerske? Hvis jeg siger ' Ja' til at være robust, hvad siger jeg så ja til? Kigger man på det generelle billede, viser det sig, at ordet ' Robusthed' er tre gange så hyppigt benyttet i sygeplejefaglige jobannoncer i forhold til alle andre faggrupper.

Der er altså noget, der tyder på, at der er en fælles konsensus om, at robusthed er en kompetence, som er eftertragtet i en sygeplejefaglig profil. Tilbage til jobsamtalen kører min hjerne på højtryk. Jeg vil gerne sige et automatisk ' ja' til, at jeg er robust for også at virke velvillig, men jeg stiller i stedet tøvende spørgsmålet: ' Jeg har svært ved at forstå ordet robust. Hvad betyder det for jer?'. Afdelingssygeplejersken overvejer mit spørgsmål og har svært ved at svare på, hvad det egentlig vil sige at være robust.

'Det er noget med at kunne holde mange bolde i luften på samme tid og at kunne klare pressede situationer'.

Hun tilføjer, at de netop har haft en del stresssygemeldinger.

Oftest er idealsygeplejen fra grunduddannelsen om at favne alle aspekter af menneskets lidelse en hånlig floskel, som dagligt gnaver på ens dårlige samvittighed.

Det er et kendt fænomen, at der blandt sygeplejersker i Danmark er et højt antal stresssygemeldinger. Jeg har selv oplevet på egen krop, hvordan de mangeartede krav kan tære på både krop og sjæl. Normalen er besparelser, sygemeldinger og pressede arbejdsdage. Oftest er idealsygeplejen fra grunduddannelsen om at favne alle aspekter af menneskets lidelse en hånlig floskel, som dagligt gnaver på ens dårlige samvittighed. Og det er for mig bekymrende. Er det at efterlyse robuste sygeplejersker en nødvendig forråelse af kernefagligheden, som gør, at man kan ' overleve' i en presset hverdag uden en stresssygemelding? Under uddannelsen har jeg lært, at en sygeplejerske bør besidde evnen til at sætte det enkelte menneskes behov og identitet i fokus ved at sanse, hvad patientens behov er. Hun skal lytte, spørge ind, trøste og lindre igennem åbenhed og omsorgsfuldhed. For mig kan robusthed potentielt være med til at trække os imod lukkethed og følelsesforladthed.

For kan en sygeplejerske både være sansende, åben og robust på samme tid? Hvis vi siger ' ja' til at være robust, og det indebærer, at vi kommer til at udføre samlebåndsarbejde frem for at varetage sygeplejefaglige omsorgsværdier, så er jeg bekymret for, at vi fjerner os fra den oprindelige grundkerne: Nemlig at sørge for at vores patienter ikke kun oplever fysisk velvære men også psykisk, socialt og åndeligt. Måske kan vi ved at sige ' nej' til forespørgslen om robusthed være med til at genskabe en sygeplejekultur, hvor hovedkvaliteten igen er evnen til at være sansende, åbne og tillidsvækkende sygeplejersker.

  • Bragt i Politiken, 3. december 2018, 2, sektion, side 6