Midtjysk sundhedsplejerske kåret som landets bedste

Hanne Jørgensen fra Viborg Kommune løb med hæderen, da Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker kårede årets sundhedsplejerske. Hanne Jørgensen har fået prisen grundet sit engagement og arbejde med overvægtige børn.

Oprettet: 25.06.2020
Marie Adelstorp
Arkivfoto.

Kollegerne, der har indstillet sundhedsplejerske Hanne Jørgensen til prisen, har blandt andet indstillet hende, fordi hun er en meget vellidt, inspirerende og positiv kollega og samarbejdspartner, der gennem de seneste år har gjort en enestående forskel på overvægtsområdet for børn og familier i Viborg Kommune.

I indstillingen til Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker har de blandt andet skrevet:
"Hanne Jørgensen formår på sin humoristiske og meget imødekommende facon at tale med familier fra alle socialklasser. På trods af det meget udfordrende og meget følsomme emne formår Hanne at italesætte overvægt på en etisk og menneskelig respektfuld måde, og det uden at gå på kompromis med et højt fagligt niveau. Dette har givet Hanne en virkelig stor respekt, ikke blot blandt egne kolleger, men også blandt pædagoger i institutionerne og i forældregruppen."

Glad og stolt
Den officielle overrækkelse af prisen skulle være sket i maj, men på grund af Covid-19 blev det aflyst. Så nu sker prisoverrækkelsen ved Årskonference for Sundhedsplejersker i Kolding den 17. og 18. august 2020.

"Jeg er meget glad og også stolt over prisen. Det er da dejligt, at mine gode kolleger har indstillet mig – det er måske det, der glæder mig allermest.  Men jeg ser også frem til at møde op på årskonferencen og få prisen. Det bliver da stort," siger en glad Hanne Jørgensen.

Om prisen

Prisen til Årets Sundhedsplejerske bliver uddelt en gang om året til en sundhedsplejerske, der er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker under Dansk Sygeplejeråd. Kriterierne for at få prisen er blandt andet en ekstra og speciel indsats i det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde til gavn for børn og unge i Danmark og en indsats som dokumenteret kan eller har givet større trivsel og/eller en eller flere oplevelser til en gruppe børn og unge samt deres familier.

  • Læs mere hos Viborg Netavis, 24. juni 2020.