Sexologi i sygeplejen - tabu eller selvfølgelighed?

Sådan lød overskriften, da godt 60 sygeplejersker fra det ganske land deltog i en temadag i Kreds Midtjylland, hvor sexologi i sygeplejen var omdrejningspunkt. Læs mere og hent oplæg fra dagen.

Oprettet: 13.01.2020
Marie Adelstorp
Foto: Marie Adelstorp
Lone Kjær Hein, sundhedsplejerske i Holstebro Kommune, byder velkommen.

Initiativtageren bag dagen er Lone Kjær Hein, der er sundhedsplejerske i Holstebro Kommune. Hun fortæller begejstret, at hun er glad for, at dagen, som er den første af sin art i Dansk Sygeplejeråd, kunne samle godt 60 sygeplejersker. De fik undervejs redskaber og mere viden om sexologi i sygeplejen. De blev også klogere på, hvordan svære seksuelle udfordringer kan håndteres i en travl hverdag i sundhedssektoren.

Lone begrunder, hvorfor hun har arbejdet ihærdigt på at etablere dagen:
"En temadag som denne er nødvendig for at få sat fokus på, at seksuel sundhed er en rettighed, og sexologi i sygeplejen er noget, vi alle skal arbejde med. En undersøgelse blandt sygeplejersker, der arbejder med området, viser, at tabu og mangel på viden er et stort problem. Samtidig fortæller mange af deltagerne, at de er meget alene om at arbejde med området og savner opbakning fra ledelse og kolleger," fortæller Lone.

dsc_0494Dansk Sygeplejeråd bakker op
Den varierede temadag bød bl.a. på oplæg af Birgitte Schantz Laursen, der er lektor, cand.cur., ph.d. og specialist i sexologisk rådgivning. Deltagerne fik også anledning til at tilmelde sig en valgfri workshop.

"Jeg håber, deltagerne har fået ny viden og inspiration både ift. deres sygeplejearbejde - men også til, hvordan de kan sætte fokus på vigtigheden af området ift. kolleger og ledelse," nævner Lone. Hun uddyber:
"Allermest håber jeg på, at deltagerne kom fra dagen med en oplevelse af, at de ikke er alene, og at Dansk Sygeplejeråd bakker op om, at der skal mere fokus på og mere viden om seksuel sundhed i sygeplejen."

Håber på flere anledninger til at mødes
På sociale medier vokser interessen for området. 
"Jeg har lavet en gruppe på Facebook, hvor vi forud for temadagen var 70 medlemmer. Efter temadagen var vi 85. Jeg ser det som et kæmpe ønske om at være en del af et fællesskab omkring dette emne. Med gruppen håber jeg, at deltagerne får skabt nye kontakter, og det kan jeg se skete. Et netværk på Facebook holder dog ikke i længden, hvis man ikke også mødes face to face. Jeg tror, at temamødet har skabt en masse ny energi i netværket, og jeg håber fremadrettet på, at vi kan mødes til flere temadage," fortæller Lone.

Vil du være en del af netværket på Facebook?

Oplæg fra dagen