Smitte med Covid-19 anerkendes som arbejdsskade

324 sundhedsansatte på hospitaler, i hjemmeplejen og på plejehjem har fået anerkendt Covid-19 som arbejdsskade. DR har mødt én af disse - sygeplejerske Sandra Joy Pindstofte fra Holstebro.

Oprettet: 05.10.2020
Marie Adelstorp

Sygeplejerske Sandra Joy Pindstofte, der til daglig arbejder i Holstebro, blev i foråret dårlig efter seks dage som udlånt sygeplejerske til Covid-beredskabet på Regionshospitalet i Herning.

"Jeg havde haft et par nattevagter i træk og var tung i kroppen, hvilket jo også bare kunne være på grund af træthed. Men så fik jeg tør hoste og blev bedt om at blive hjemme. Og så fik jeg samtlige coronasymptomer," siger hun til DR (...)

Sandra er dog langt fra alene. Derfor har flere hundrede nu meldt smitte med Covid-19 som en arbejdsskade, og smitten bliver anerkendt, fortæller Heike Duus Damkjær, der er afdelingschef i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring:

"Vi kender ikke følgeskaderne endnu, men vi åbner op for erstatning, hvis man får varige mén," siger hun og uddyber, at anerkendelsen ikke direkte giver adgang til erstatning, men at de har besluttet at lave revision efter 12 måneder, så man da kan se, om der er varige mén, der påvirker ens mulighed for at arbejde (...)

Tilbage på deltid
Sandra glæder sig over, at der ikke bliver taget let på smitten og dens senfølger:
"Det betyder rigtig meget for mig, at det nu bliver taget alvorligt. Og så skal vi også lære af det. Der er ingen tvivl om, at det har været fire-fem måneders helvede at gå igennem," fortæller hun. 

Hun har en del kolleger, der er og har været i samme situation. Og som ikke er på vej tilbage endnu som Sandra Joy Pindstofte, der lige er begyndt på deltid med skånearbejde.