Sommertid – nu med ny regering

I denne sommerhilsen fra kredsformand Anja Laursen - udgivet med kredsens nyhedsbrev - kan du læse om nogle af elementerne i den nye regerings udspil på sundhedsområdet samt om kredsens invitation til MIDTVEJSforsamling 24. oktober 2019.

Oprettet: 08.07.2019

Af kredsformand Anja Laursen

Så fik vi en ny regering. Og også dens udspil: ’Retfærdig retning for Danmark’, der i en nedskreven aftale udtrykker: ’Politisk forståelse mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale’.

I et særligt afsnit, ’Et styrket velfærdssamfund’, spiller sundhedsområdet en afgørende rolle. Her bliver der gjort rede for den politiske prioritering, regeringen vil arbejde ud fra; den politiske retning der skal være gældende.

Selvfølgelig bliver det helt afgørende, hvordan og hvornår indsatserne konkret bliver udformet. Det ved vi af gode grunde ikke noget om endnu. Men umiddelbart er der en del at hæfte sig ved, som peger i sygeplejens og sygeplejerskernes retning og henimod et sundhedsvæsen, der på mange måder er præget af det, som vi i DSR er fortaler for.

Bud på politisk retning på sundhedsområdet
Dykker man ned i det politiske ’forståelsespapir’ vil jeg her fremhæve blot et par punkter fra opremsningen af en lang række indsatser:

  • ”At kvaliteten og forebyggelsen i sundhedsvæsenet styrkes.
  • At der uddannes og ansættes mere sundhedsfagligt personale, og at arbejdsforholdene forbedres, så der bliver mere tid til omsorg i sundhedsvæsenet. Samtidig skal det sikres, at medarbejdernes kompetencer udnyttes bedst muligt.
  • At der tages initiativer med henblik på at skabe større lighed i sundhed.”

Desuden er der klare formuleringer om, at psykiatrien skal løftes, og at der skal sikres en ’bedre ligestilling’. Endelig angives også, at der for offentligt ansatte skal satses på at ’give bedre mulighed for fuldtid, mindre sygefravær og frafald mv.’

                      Et afgørende spørgsmål bliver selvfølgelig finansieringen af de mange indsatser. Her kan det vække nogen bekymring, at sundhed ikke nævnes i rækken af økonomiske prioriteringer, som det såkaldte ’velfærdsløft’ skal omfatte.

                      Det er dog vigtigt at understrege, at de politiske intentioner på sundhedsområdet forhåbentlig vil give os som sygeplejersker og som DSR mulighed for at være med til hen ad vejen at præge den konkrete udformning af de politiske indsatser. Vi er i hvert fald parat.

Personsag i DSR, Kreds Hovedstaden
Som I måske er bekendt med via pressen og/eller de sociale medier, har der i Kreds Hovedsagen været en personsag, hvor en konsekvens er blevet, at kredsformand Vibeke Westh er fratrådt.

Det er på mange måder en alvorlig sag, og vi drøfter i Hovedbestyrelsen, hvilken læring vi skal drage af forløbet, og hvordan vi fremadrettet kan forebygge, at noget lignende måtte opstå. (Se omtale på dsr.dk)

Vi inviterer til MIDTVEJSforsamling
’Dig og dit fag’ bliver overskriften, når kredsen indbyder dig og alle dine kolleger til en helt ny type arrangement 24. oktober 2019 i Herning Kongrtescenter. Aftenen vil rumme elementer, som du kender fra den årlige generalforsamling: bl.a. en buffet ved ankomst sidst på eftermiddagen og dermed mulighed for at nyde et måltid og et glas vin i gode kollegers fællesskab. Som vanligt arrangerer vi også busture til begivenheden

                      Og så vil det være sygeplejeprofessionens udvikling og fremtid, der derefter kommer i centrum for oplæg og debat. Aftenen bliver tilrettelagt, så du og I som medlemmer har ordet til input til kredsens arbejde frem mod kongressen i DSR i maj 2020, der har fokus på at sætte retning for udvikling af sygeplejen. I kredsen finder vi det helt afgørende, at de kommende beslutninger om indsatser for fagets fremtid netop tager afsæt i jeres input fra arbejdspladserne.

                      DSRs kongres i 2018 besluttede, at kredsene fremover skal afholde generalforsamling hvert andet år. Derfor har vi næste ordinære generalforsamling i kredsen i 2020. Men vi vil altså også gerne i 2019 mødes med jer til et større samlende eftermiddags/aftenarrangement med input til retning i kredsens arbejde for faget, og det bliver altså denne MIDTVEJSforsamling.

                      I kredsens formandsgruppe og bestyrelse håber vi at se rigtig mange af jer. Og ser frem til at høre jeres synspunkter om og ideer til udvikling af vores fag og faglighed.

Sammen med MIDTVEJsforsamlingen byder efteråret på en lang række øvrige medlemstilbud i kredsen. Forhåbentlig mødes vi også til et eller flere af disse arrangementer.
- Find oversigt over aktiviteter her