Søndag den 17. december delte sygeplejerske Rikke Bæk Cramer et billede af sin lønseddel på Facebook under hashtagget #Sophieslønfest.
"Nu gør jeg noget vildt grænseoverskridende, men samtidig også noget som jeg synes er vigtigt for den kommende overenskomstforhandling. Jeg lægger min lønseddel til offentligt skue," skrev hun.
Opslaget er en reaktion på innovationsminister Sophie Løhdes (V) udtalelser til dagbladet Børsen i sidste uge, hvor hun argumenterede for, at offentligt ansatte de seneste år har fået for store lønstigninger i forhold til deres kollegaer i det private. Rikke Bæk Cramer opfordrede også andre offentligt ansatte til at dele deres lønsedler for at skabe ”et realistisk billede af offentligt ansattes vilkår og løn”. Det har adskillige gjort det seneste døgn under hashtagget #Sophieslønfest.
"Jeg håber at opnå, at vi får en neutral debat om, hvad en offentligt ansat får, uanset fag. For jeg synes ikke, at vi har en 'lønfest', selvom det ikke er Sophie Løhdes ord," siger Rikke Bæk Cramer og uddyber:
"Men jeg synes, at der i politisk regi har været lagt op til, at man i hvert fald ikke bringer ret meget til bordet, allerede før vi er gået til bordet, og at der ikke er ret meget at forhandle om. Det synes jeg bare ikke er fair," siger hun.
Lønnen til kvindedominerede fag sakker bagud