Sparerunde på AUH: "Lidt af en mavepuster"

Medarbejderne har svært ved at få øje på, hvordan de skal være mere effektive til færre penge. FTR-suppleant på AUH, Vibeke Bak, er bange for, at det bl.a. kommer til at gå ud over patienterne. Få et overblik over spareplanens mediedækning.

Oprettet: 02.05.2017
Marie Adelstorp

Hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital planlægger at gennemføre effektiviseringer startende med 70 millioner kroner i 2018, som stiger over tre år til op mod 220 millioner kroner fra 2020.

Konsekvensen er bl.a. nye afskedigelser, men vejen til dem bliver ikke grønthøstermodellen, hvor alle afdelinger bliver bedt om at finde besparelser for en bestemt procentsats af budgettet.
”Vi vil så vidt muligt forsøge at finde differentierede besparelser. Vi har en meget høj professionalisme hos os, som betyder, at vi vil lave alt til et 12-tal 24 timer i døgnet. Men vi skal se på, hvor det giver allerbedst mening at anvende vores dygtige personale og på hvilken måde. Det handler om en mere rationel drift,” siger sygeplejefaglig direktør på AUH, Inge Pia Christensen, til JP Aarhus.

"Det er lidt af en mavepuster. Efter sidste sparerunde havde vi håbet på, at det var slut," siger Vibeke Bak til TV2 Østjylland.

Frustrerende arbejdsvilkår

Jakob Gøtzsche er sygeplejerske og FTR-suppleant på Aarhus Universitetshospital. Han oplever, at det øgede krav om produktivitet har haft store omkostninger for det arbejde, han og hans kollegaer udfører.
"Patienterne bliver påvirkede på en række forskellige områder. De skal hurtigere ud ad døren, og det bad, de tidligere fik, bliver måske afløst af en vaskeklud under armen. Man kan sige, at hvor den behandling, du tidligere fik, var til et 12-tal, så er den i dag til et syvtal. Man får dét, der er absolut nødvendigt og ikke mere," siger han.
Men patienterne forventer ofte noget andet, og derfor går de skuffede ud ad hospitalsdøren, og det påvirker sundhedspersonalet meget, fortæller sygeplejerske Jakob Gøtzsche.
"Vi vil så gerne levere det, som patienten efterspørger, men vi har ikke tiden til det, og det er enormt frustrerende," siger han.

  • Ovenstående citat fra nyhed i BT, 2. maj 2017.

En hån mod både ansatte og patienter

'Selvom hospitalsdirektøren og regionsrådsformand Bent Hansen (S) har sagt, at det forhåbentligt ikke kommer til at gå ud over personalet og patienterne, så kan disse forhåbninger selvfølgelig ikke indfries. Det er nærmest en hån mod det hårdt prøvede personale på nogle af landets bedste sygehuse, at den øverste ledelse stiller sig frem og siger, at en kæmpe besparelse forhåbentligt ikke vil ramme de ansatte.

For besparelser de næste tre år på 220 millioner kroner kan selvfølgelig mærkes. Og når ledelsen og Bent Hansen stiller sig frem og siger, at den kan effektivisere og planlægge sig til den tre-cifrede millionbesparelse, så lyder det jo flot og godt, men hvis det er tilfældet, så kan man undre sig over, hvorfor det ikke er sket noget før. I indeværende år skal der eksempelvis spares 75 millioner kroner og for blot et par år siden blev 200 medarbejdere afskediget. Hvor var planlægningen og effektiviseringen dengang?' skriver lederskribent i Aarhus Stiftstidende.