Stædig, kærlig og ambitiøs: Mød sygeplejersken Jeannette Leth fra Gødstrup i Demokratiets Aften på DR1 søndag aften.

I en tid fyldt med forandring og udfordringer i verden holder Jeannette Leth fast. Fast i sit fag og faglighed som sygeplejerske. Både på egne, kollegaers og patienters vegne. Noget der er med til at skabe opmærksomhed.

Oprettet: 30.10.2022
Per Colstrup Vinkel

- Har du hende Jeannettes nummer? Hun virker som en sygeplejerske med hjertet på rette sted.

Nogenlunde sådan lød henvendelsen fra journalisten på DR, der var i fuld gang med at forberede indslag til en af de store valgsatsninger, Demokratiets Aften, der sendes i aften på DR1.

Ofte ringer journalisterne til kredsen og spørger, om vi kan hjælpe dem med at finde frem til en sygeplejersker, der passer på præcis den vinkel på en historie, de arbejder med. Det lykkedes med lidt benarbejde oftest.

Den senere tid er journalister begyndt at spørge til specifikke sygeplejersker. Fordi de har bemærket, hvordan helt almindelige sygeplejersker brænder igennem på skærmen, i artikler eller i radioindslag. Igennem med en passion for deres faglighed. At de, udfordrende vilkår til trods, insisterer på at kæmpe for sundhedsvæsenets fremtid.

Jeannette Leth, der arbejder på Akutafdelingen på Regionshospitalet i Gødstrup, er en af disse sygeplejersker. I en lang række tilfælde har hun trådt frem på egne, kollegaer, patienters ja hele sundhedsvæsenets vegne. På ærlig og saglig vis har hun beskrevet, hvordan hun så gerne vil gøre en forskel for patienterne, det er derfor hun er i faget.  Hun er bare bekymret for, hvad der sker, hvis den negative udvikling fortsætter de kommende år.

Jeannette fortæller, hvordan folk er begyndt at stoppe hende på gågaden. ”Hvor er det godt, du er med til at gøre en forskel, det var godt at se dig tale på skærmen” er blandt de mange positive bemærkninger Jeannette Leth har fået.

I aften kan du opleve Jeannette Leth, når hun medvirker i et indslag under Demokratiets Aften på DR1 fra klokken 18:55. God fornøjelse.

Læs i øvrigt artiklen fra DSR Midt, hvor Jeannette var på forsiden af bladet.