Sundhedspleje i Skive certificeret

Som den første sundhedspleje i verden er afdelingen i Skive Kommune blevet certificeret Marte Meo-institution.

Oprettet: 05.11.2019
Marie Adelstorp

Marte Meo betyder 'ved egen kraft' og er en videobaseret metode, der bygger på principperne for udviklingsstøttende kommunikation. Det har sundhedsplejen i Skive for længst taget til sig - og med stor succes. Det fik sundhedsplejen papir på, da de modtog den formelle certificering som anerkendelse for det gode arbejde. Og blev dermed verdens første Marte Meo-certificerede kommunale sundhedspleje.

Marte Meo virker
Sundhedsplejen har i årevis arbejdet med metoden, hvor de bruger videooptagelser til at understøtte den gode kommunikation mellem forældre og deres børn. I august undersøgte lederen af sundhedsplejen, sygeplejerske Lone Thorulf Tanderup, hvad kriterierne var for at få certificeringen. Da viste det sig, at de opfyldte alle krav undtagen ét. Og det handlede om adgang til supervision af certificerede Marte Meo-terapeuter. Den fik de hurtigt stablet på benene, sendte ansøgningen af sted og modtog det flotte certifikat.

"Det er vi meget stolte af. For det er en metode, vi har benyttet os af her i Skive, siden jeg kom hertil i 2007. Og den virker bare og er med til at styrke forældrene og bekræfte dem i, at de gør noget godt," siger Lone Tanderup.