Sygeplejerske inviterer sig selv på kaffe hos borgmesteren efter absurd påstand

Der er langt vigtigere ting end løn, hvis du spørger sygeplejerskerne. Sådan lød det direkte i radioen fra borgmesteren i Syddjurs kommune. Et udsagn der har provokeret sygeplejerskerne.

Oprettet: 28.03.2022
Per Colstrup Vinkel

"Sygeplejersker går faktisk op i deres løn, Michael Stegger Jensen."

Sådan lyder overskriften fra FTR i Syddjurs kommune, Kristine Hjelme. 

Hendes debatindlæg i lokalavisen er skrevet efter hun hørte, hvordan borgmesteren i P4 Østjylland fortalte, at evnen til selv at kunne planlægge sin dag vægter højere end løn for de ansatte sygeplejersker i Syddjurs. 

- Det er absolut ikke det, jeg hører fra mine sygeplejerskekollegaer. Der har piben en helt anden lyd. 

Sådan lyder det blandt andet i debatindlægget. For løn er vigtigere end nogensinde, når man ønsker at kunne besætte alle stillinger i kommunen. 

- Rekruttering og fastholdelse af sygeplejerskerne har stor betydning. Tror han det var for sjov at sygeplejerskerne strejkede 10 uger i sommers? Jeg oplever allerede nu, at der er et markant fald i vores ansøgninger til sygeplejerskestillinger. Samtidig oplever jeg også, at vi er i stærk konkurrence med de omkringliggende kommuner og hospitalerne, lyder det fra fællestillidsrepræsentanten. 

Du kan læse hele debatindlægget her. 

Borgmester Michael Stegger Jensen har svaret på indlægget efterfølgende. Det indlæg kan du læse her.