Sygeplejerskens stemme: - Politikkerne forstår det alligevel ikke, vi mangler handling!!

Det har aldrig ligget i kortene for Sundhedsplejerske Sofie Schøning, at hun skulle engagere sig politisk. En opfordring blev til en tanke og en beslutning om at gøre noget. For ikke at ende som en, der bare råber op uden selv at gøre noget.

Oprettet: 19.09.2022
Per Colstrup Vinkel

Følgende artiklen bringes i næste nummer af DSR midt, magasiner om og til de midtjyske sygeplejersker. Magasinet omdeles den kommende tid til alle medlemmer, men du kan allerede nu læse det her.  

 

Politikkerne forstår det alligevel ikke, vi mangler handling!!

Sofie Schøning har som sundhedsplejerske i Skive Kommune ofte hørt sætninger som den i overskriften blandt kollegaer. En frustration, hun til tider selv har delt, hvilket var en af årsagerne til, at hun valgte at takke ja til opfordringen om at engagere sig politisk. En stor beslutning, der på ingen måde var let.

Vil du stille op?

Jeg blev spurgt i foråret 2021, om jeg ville stille op til kommunalvalget KV21 for Det Konservative Folkeparti i Viborg Kommune.

Nej tak, tænkte jeg.

Hvordan skulle der blive plads til både politik og et familieliv med fire børn og to fuldtidsansatte forældre?

Havde jeg lyst til at være en offentlig person, som vil risikere at blive chikaneret på sociale medier og antastet på gaden?

Vil jeg kunne finde ud af at være i det politiske spil?

Og hvad med alle områder, som jeg ikke ved noget om? Der var mange spørgsmål, og svarene på de fleste trak mig i retningen af et nej. Men ...

Jeg er godt gift. Min mand bakkede mig op, trods det at ingen af os egentlig vidste, hvad fremtiden ville bringe. Så jeg tyggede godt på det en uges tid. Talte med kollegaer og venner.

Samtidig fulgte jeg fagforeningens kamp for at skabe bedre forhold for mig og mine kollegaer og alle de borgere, hvis velfærd vi har et stort ansvar for. En svær kamp.

Jeg blev derfor enig med mig selv om, at jeg måtte gribe chancen, når den bød sig. Jeg kunne - hvis jeg blev valgt - være med til at gøre en positiv forskel. I hvert fald i min egen kommune, men jeg kunne også blive en stemme, der kunne fremme politiske kollegaer i andre kommuner og på Christiansborg.

Jeg stillede op, og stod som nr. 14 på den konservative liste ud af 26 kandidater, så jeg følte mig langt fra sikker på at blive valgt. Men jeg førte valgkamp med fabelagtig hjælp fra familien, venner, partiet og mine politiske kollegaer - det var guld værd.

Og så tikkede resultatet ind... 698 personlige stemmer. Jeg var valgt! Rundtosset – stolt, ydmyg og vanvittig glad. Nu skulle jeg ind og skabe forandring. Men store forandringer sker ikke over natten. Og da slet ikke i politik.

Jeg har efterfølgende tænkt meget over, hvad der lykkedes så godt for mig. At blive stemt ind, første gang jeg prøver, med så mange personlige stemmer er ret vildt. Jeg er kommet frem til, at en del af succesen er, at mange i befolkningen støtter sundhedsfaglige personer, hvis ellers man har tiltro til vedkommende. De vil gerne have faglighed ind i beslutningerne i byrådssalen.

 

Ny i byrådet - kan jeg gøre en forskel?

 

Nu er det første halve år gået. Hvordan oplever jeg så muligheden for at præge?

Alt er fortsat meget nyt. Det tager virkelig lang tid at sætte sig ind i den politiske sagsgang, dagsordner, bilag, budgetter og finde hoved og hale i det hele. Jeg bruger i gennemsnit 15 timer om ugen på det politiske arbejde, men jeg elsker at møde folk og høre, hvad de har på hjerte. Jeg fik en plads i Social- og sundhedsudvalget og Landdistriktsudvalget. Her er der tid til gode drøftelser med respekt for hinandens synspunkter og faglighed.

I Viborg Kommune skal vi finde 20 millioner i besparelser på socialområdet. Vi har i udvalget modtaget et katalog over muligheder for at bringe socialområdet i budgetbalance, som det hedder. Jeg er helt sikker på, at jeg med min faglige baggrund kan være med til at se løsninger, som bliver mindst indgribende for brugerne af området. Men samtidig har jeg svært ved at se, hvor pengene kan tages fra. De lavthængende frugter er plukket for mange år siden, og selv om teknologi kan hjælpe os, så er det ikke nok. Det kommer til at gøre ondt. Præcis som det gør i mange andre kommuner, hvor sparekniven skal svinges.

Det hele er kun i sin spæde start, og jeg forsøger at tænke alternativer, men jeg er parat til udfordringen. Jeg har allerede erfaret, at man skal være klar på at gå på kompromis for at få en del af en mærkesag igennem. Det er her, hvor jeg kan opleve at skulle sluge nogle kameler, selvom min faglighed fortæller mig, at det er forkert.

 

Balance i livet er afgørende

Jeg forstår godt, at byrådsarbejdet kan tage pusten fra de fleste. Hvordan får vi familiekabalen til at gå op, så vores børn ikke siger til mig, når de bliver voksne: ”Jeg husker, at du aldrig var hjemme”? Det frygter jeg, og jeg kæmper ofte med den dårlige samvittighed over for dem, jeg elsker højest. Men så husker jeg mig selv på, at jeg har en dejlig mand, som er en omsorgsfuld far for vores børn – og han er mindst lige så god til at være forælder, som jeg! Jeg tror faktisk, at han nyder at have fået et større ansvar for, at familielivet glider.

Hvis vi ønsker en forskel, skal vi turde at gribe i egen barm. Sundhedsfaglige stemmer kan gøre en forskel, når det skal prioriteres, hvordan kommunens penge skal fordeles. Ikke mindst i en tid, hvor der kommer flere og flere sundhedsfaglige opgaver i kommunerne.

Jeg vil hellere end gerne være mentor for spirende politiske talenter. Sådan en kunne jeg godt selv have brugt. Jeg skulle opfinde den dybe tallerken hver gang. Min første tid har givet mig stor respekt for dem, der engagerer sig i politik. Alle med hver deres baggrund og drivkraft om at skabe forandring til det bedre. Vi bliver hjulpet af engagerede borgere, som vil bruge deres tid på at gøre os klogere i form af borgerhenvendelser, læserbreve osv. Det har været givtigt for mig og gør, at mine beslutninger bliver mere kvalificerede og dermed bedre.

Jeg er stadig grøn i kommunalpolitik, og kommer da også til at stille de dumme spørgsmål, men sådan må det være. Min stærke faglighed som sygeplejerske og sundhedsplejerske giver mulighed for at påvirke og give mine byrådskollegaer indsigt og indblik i vores velfærdssektor. Jeg glæder mig til at arbejde videre, politisk og som sundhedsplejerske, og jeg håber at kunne inspirere andre til at engagere sig politisk.