Tidspres er det største problem

Kredsnæstformand Bente Rasmussen kommenterer i P4MidtVest, at 63 % af de 50+årige i bl.a. omsorgsfag som sygepleje ifølge forskningsprojektet Seniorarbejdsliv oplever arbejdet psykisk belastende.

Oprettet: 04.02.2019
Ditte Scharnberg

”Der er ingen tvivl om, at tidspresset, sygeplejerskerne oplever i deres dagligdag, nok er det største problem,” siger Bente Rasmussen.

”Alle de besparelser, der har været gennem årene, gør, at de simpelthen har svært ved at gøre deres arbejde ordentligt. De føler ikke, de kan udføre en ordentlig sygepleje – at de må gå på kompromis med deres faglighed.”

”Sygeplejerskerne forsøger hele tiden at kompensere for de manglende ressourcer og også undersøge, om der er noget, man kan gøre på nye måder. Men oplevelsen af dårlig samvittighed rammer hårdt.”

Bente Rasmussen påpeger, at de pressede arbejdsvilkår også rammer nyuddannede sygeplejersker. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd har hver 7. nyuddannet været sygemeldt på grund af presset arbejdsmiljø.

Hør hele interviewet med 1. Kredsnæstformand Bente Rasmussen i P4MidtVest morgenradio 1. februar 2019: (Indslaget kommer time og 7 ½ minut inde i udsendelsen)