Udsultningen af psykiatrien må stoppe

"Vi håber, at folketingsvalget kan blive en anledning til, at politikerne forpligter sig på at give de efterhånden rigtig mange mennesker, som kæmper med psykisk sygdom, en værdig behandling," skriver repræsentanter fra DSR, herunder Hanne Holst Long, der er midtjysk kredsnæstformand.

Oprettet: 04.06.2019
Kredsnæstformand Hanne Holst Long.
Foto: Marie Adelstorp

Af Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, samt Hanne Holst Long, Mette Sofie Haulrich, Mads Dippel Rasmussen, Helle Kjærager Kanstrup og Ulla Birk Johansen, næstformænd i Dansk Sygeplejeråds fem kredse.

Psykiatrien fylder løbende i medierne, og debatindlæg som dette er skrevet mange gange før. Af alle mulige og gennem mange år. Alle der har bare en lille smule indblik i, hvad der foregår i psykiatrien, er enige om, at det skal blive bedre. I Folketinget, i regionsrådene, blandt medarbejderne i psykiatrien og blandt patienter og pårørende. Alligevel sker der alt for lidt, og der er derfor stadigvæk store udfordringer i psykiatrien.

En af de helt store udfordringer er manglen på sengepladser. I perioden fra 2009 til 2016 er antallet af indlæggelser i psykiatrien steget med 6.000, mens der i samme periode er skåret 244 sengepladser væk. Det siger sig selv, at det ikke er holdbart. Det betyder, at syge mennesker har svært ved at komme i betragtning til en indlæggelse, selv om det ville være det bedste, og at alt for mange bliver udskrevet for tidligt.

Når vi spørger sygeplejerskerne i psykiatrien, svarer næsten hver tredje, at de inden for den seneste måned har oplevet, at patienter er blevet udskrevet, selvom de fortsat havde behov for behandling og pleje af specialuddannet personale. Som professionel er det selvfølgelig dybt utilfredsstillende, men først og fremmest er det en uanstændig behandling af syge mennesker.

Som det for nylig blev dokumenteret i en rapport fra Retspsykiatrisk Klinik, har det store konsekvenser for patienterne, når så stort et område underprioriteres i årevis. Den viste, at en lang række kriminelle gerninger som vold og drabsforsøg, begået af psykisk syge, kunne være undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig hjælp. Blandt andet var mange blevet udskrevet for tidligt eller kunne ikke blive indlagt, selv om de gerne ville. Det er sørgeligt, at vi er nået dertil, hvor vi ikke kan tage os ordentligt af nogle af de mest syge og plagede borgere.  

En anden stor udfordring er brugen af tvang. I 2014 blev der formuleret en målsætning om at halvere anvendelsen bæltefikseringer og at mindske alle andre former for tvang frem mod 2020. Det går desværre ikke ret godt. Selv om der sker lidt færre bæltefikseringer, går det meget langsomt, og den samlede brug af tvang er ikke blevet mindre.

Gode intentioner og målsætninger gør det altså ikke alene. Man kommer ikke i mål, hvis der ikke er tid og medarbejdere med de rette kompetencer til opgaven. Blandt andet er opbygningen af relationer noget af det, man mister, når medarbejderne bliver for pressede. Det er ærgerligt, når vi ved, at der allerede findes mange gode eksempler på, at man kan nedbringe brugen af tvang, hvis de rette ressourcer er til stede.

Eksempelvis fik Psykiatrisk Center Glostrup i 2015 penge fra satspuljen til at mindske tvang. Der blev ansat ekstra personale til aktiviteter med patienterne og til at igangsætte og udvikle nye metoder. Det virkede. I 2017 havde afdelingen kun et tilfælde af tvang med bæltefiksering - uden at øge andre former for tvang. Så stoppede pengene fra satspuljen, og afdelingen var pludselig tilbage til normeringen fra før puljemidlerne. Og brugen af tvang med bæltefiksering begyndte at stige igen. Trist og urimeligt i forhold til patienterne og selvfølgelig dybt frustrerende for personalet. Det tærer på den faglige stolthed og på arbejdsglæden, når man ved, at man kunne gøre det bedre for patienterne, men at man bliver nødt til at gå på kompromis for ikke at brænde sammen.

Det leder os til en tredje og også meget stor udfordring, nemlig manglen på medarbejdere. Siden 2009 er man i psykiatrien gået fra 11 til 15 patienter pr. medarbejder i gennemsnit, og det kan mærkes. Region Sjælland er et af de steder, hvor man især mærker udfordringerne med at fastholde og rekruttere medarbejdere. I den sydlige del af regionen er der alvorlig mangel på fastansatte psykiatere, og det betyder, at sygeplejersker løser en lang række lægefaglige opgaver. Den slags kræver altså, at der bliver sat mere turbo på specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje.

Det er medarbejderne i psykiatrien, der bærer indsatsen, og det er ved at være tid til handling, hvis man vil sikre sig, at de ikke begynder at se sig om efter et job med bedre arbejdsmiljø og bedre mulighed for at levere den faglighed, de så gerne vil.

Vi håber, at folketingsvalget kan blive en anledning til, at politikerne forpligter sig på at give de efterhånden rigtig mange mennesker, som kæmper med psykisk sygdom, en værdig behandling. Til for alvor at investere i psykiatrien. Indsatsen har alt for længe været præget af enkeltstående initiativer og puljer i stedet for at levere det massive løft, der så hårdt er brug for.

Som skrevet indledningsvist, er alt dette ikke nyt, og mange er kommet med en lignende bøn. Det nye skulle være, at der for alvor blev gjort noget ved det.

  • Bragt i Avisen Danmark, 1. juni 2019, 1. sektion, side 16.