Urene instrumenter på Aarhus Universitetshospital

Der er hyppigt problemer med de instrumenter, der burde være rene, fortæller operationssygeplejersker, der i et brev har ønsket handling fra deres hospitalsledelse. To måneder senere har de modtaget svar.

Oprettet: 15.05.2019
Marie Adelstorp

"Når jeg er iklædt steril kittel og handsker, stiger pulsen, og jeg tænker: Bare nu alle instrumenterne er i bakkerne, og bare nu de er intakte og rene," siger Tina Hennings, operationssygeplejerske på Aarhus Universitetshospital til DR. Til de store operationer skal der bruges flere hundrede forskellige instrumenter, som operationssygeplejersken skal tjekke på forhånd. Men siden flytningen af en række afdelinger på Aarhus Universitetshospital i maj sidste år har sygeplejerskerne fået en ekstra bekymring. Der er nemlig blevet langt flere instrumenter, der ikke er rene og klar til operation.

Tillidsrepræsentant for operationssygeplejerskerne på ortopædkirurgisk operationsafsnit på Aarhus Universitetshospital, Marianne Vigh-Larsen fortæller:
"Vi oplevede i vores faggruppe store problemer med fejlpakninger og beskidte instrumenter med for eksempel flyverust, knoglerester og vævsmateriale."

Svar fra ledelse efter to måneder
'Det er et urimeligt hårdt fagligt og psykisk pres for den enkelte operationssygeplejerske dagligt at skulle foretage en vurdering af, om et tvivlsomt instrument kan anvendes til operation (…),' skrev 47 sygeplejersker i brevet til ledelsen, som DR Nyheder har fået aktindsigt i. Her bad sygeplejerskerne ledelsen om at tage ansvar og om klarere retningslinjer for, hvornår tvivlsomme instrumenter kan bruges til at operere. Sygeplejerskerne fik først svar på deres protestbrev fra ledelsen i slutningen af marts og mener stadig ikke, at retningslinjerne er klare.

"Vores holdning er, at det er et stort ledelsesmæssigt svigt, at ledelsen først reagerede så sent på vores henvendelse," siger Marianne Vigh-Larsen.

Ledelsen på Aarhus Universitetshospital lover nye retningslinjer inden sommeren 2019. Og sygefaglig direktør Inge Pia Christensen anerkender, at indkøringen af den nye sterilcentral kunne have været gjort bedre.

"Jeg ville ønske, at vi havde været lige så kloge, som vi er i dag, da vi planlagde det for tre-fire år siden," siger direktøren.