70-års jubilæum: Første dag var spændende og skræmmende

3. maj 1952 blev Tove Spanner færdig som sygeplejerske. 70 år efter er hun stadig medlem af Dansk Sygeplejeråd - i anledning af dagen overrakte kredsformanden blomster og chokolade

Oprettet: 05.05.2022
Carsten Lorenzen

Tove Spanners store dag - færdig som sygeplejerske 3. maj 1952. Tove midt for i bagerste række
Caption 
Tove Spanners store dag - færdig som sygeplejerske 3. maj 1952. Tove midt for i bagerste række

Tove Spanner mindes tydeligt sin første dag som sygeplejeelev.

- Jeg kom ind til Hjørring Sygehus med Stenhøjbilen fra Sæsing og direkte op på forstanderindens kontor. Det var både spændende og skræmmende, fortæller Tove Spanner om den dag i maj 1949, hvor hun begyndte som sygeplejeelev på den kirurgiske fællesafdeling.

Hun blev straks taget op på den lange gang, hvor eleverne havde værelser. Her blev hun præsenteret for sin slof (værelseskammerat) og fik udleveret arbejdstøj, som hun iklædte sig med det samme.

- Oppe på afdelingen mødte jeg min kusine, der udbrød: Hvordan er det, du ser ud?

Det viste sig, at kappen ikke var foldet ordentligt, så kusinen trak hende ud bagved, så der kunne komme orden på klæderne. Eleverne var klædt noget mere simpelt end de elegante afdelingssygeplejersker, der havde lange ærmer i de hvide kjoler med læg foran.

Før hun kom på sygehuset, havde Tove Spanner været i huset og fem måneder på forskole på Rødkilde Højskole på Fyn. Man skulle være sikre på, at eleverne kunne arbejde og gøre rent.

- Vi var i høj grad billig arbejdskraft. Vi tørrede døre og paneler af på vores aftenvagter, men det værste var at sortere og tælle vasketøjet. Handsker var nærmest et ukendt begreb, og vi tog et stiklagen rundt om livet, for der var jo både det ene og det andet på det tøj, siger Tove Spanner.

Holdbillede fra elevtiden på Hjørring Sygehus.
Caption 
Holdbillede fra elevtiden på Hjørring Sygehus.

Dagene var lange – dagvagterne fra 7-19 med tre timers undervisning midt på dagen. Seks dage om ugen.

 

Hierarki og førstepleje

Dengang i 1950’erne var der et helt andet hierarki blandt både personale og patienter.

- Vi skulle hilse på overlægen, hver gang han kom forbi. Men han hilste aldrig tilbage. Til gengæld skulle vi stå klar med vaskefadet, når han havde brug for at vaske hænderne, mindes Tove Spanner.

Der var også stor forskel på patienterne. De mest velhavende kunne købe sig til første-pleje, hvor de blev indlagt på enestue i stedet for fællesstue.

- Så fik de besøg af overlægen og oversygeplejersken, der ærbødigt bankede på døren, inden de gik ind. De fik også en stofserviet på madpakken, ekstra pålæg, en øl og tre retter til middag, for de fik også dessert, fortæller Tove Spanner. Hun mindes, at sygehusdirektøren var en af de patienter, der fik førstepleje.

Omvendt blev der ikke taget ret meget hensyn til de nye elever. Allerede efter 14 dage have Tove sin første nattevagt alene på afdelingen med 30 senge – i flere af dem lå der nyopererede.

- Jeg var skræmt fra vid og sans. Jeg havde en natassistent på tilkald, men hun kunne godt være noget sur, så hende ville vi helst ikke forstyrre. Heldigvis døde ingen af patienterne, siger Tove Spanner.

 

Bedre tid og mindre rengøring

3. maj 1952 fik den i dag 93-årige Tove Spanner sit afgangsbevis. Hun blev hurtigt gift og gik derefter hjemme. Men snart begyndte hun som afløser i hjemmeplejen i lokalområdet i Elling ved Frederikshavn et par dage om ugen. I 1970 fik hun fast job på fuld tid i det daværende Elling Kommune, der snart blev slået sammen med Frederikshavn.

Sidst i 1950'erne - Tove Spanner kørte hjemmepleje i det daværende Elling Kommune.
Caption 
Sidst i 1950'erne - Tove Spanner kørte hjemmepleje i det daværende Elling Kommune.

- Vi var godt 20 sygeplejersker, der havde et rigtig godt samarbejde. Der var bedre tid til borgerne og knap så meget rengøring som på sygehuset.

- Men jeg har da kogt havregrød til en enlig dame og fyret op i kakkelovnen. Vi lærte dem jo at kende og havde i øvrigt telefontid derhjemme om morgenen og eftermiddagen, selv om de også ringede på andre tidspunkter. En af borgerne ringede for eksempel en dag for at fortælle, at nu var hun blevet bedstemor, fortæller Tove, der også selv har både børn og børnebørn samt et enkelt oldebarn og et mere på vej.

 

Mere respekt

Hun har altid været glad for at være sygeplejerske. Især for kontakten til både de syge, deres ægtefæller og børn. Heldigvis er der også sket store fremskridt i de 70 år, siden hun blev færdig med uddannelsen.

- Den største ændring er nok respekten for patienterne. Nu er de ikke længere bare en sygdom, der ligger i en seng. Vi hører mere efter, hvad de siger.

Hun mindes en overlæge, der sagde, at der kun er én mening her – og det er min. En ældre kvinde satte ham dog på plads ved at sige, at nu er der en mere. For jeg har taget min egen mening med!

Tove Spanner har stolt båret sygeplejerskenålen, til hun gik på efterløn med slidgigt som 60-årig, og hun har bevaret sit medlemskab af Dansk Sygeplejeråd. Under konflikten sidste sommer rystede hun noget på hovedet.

- Det er jo håbløst. Det var jo ikke en lønkonflikt på den sædvanlige måde, men et levn tilbage fra 1969, hvor lærerne kom med, men sygeplejerskerne ikke gjorde. Det er helt urimeligt, påpeger Tove Spanner.

Som 93-årig mindes Tove Spanner stadig tydeligt sin elevtid for 70 år siden
Caption 
Som 93-årig mindes Tove Spanner stadig tydeligt sin elevtid for 70 år siden

Tove Spanner fortæller levende om sine mange år som sygeplejerske til kredsformand Christina Windau Hay Lund
Caption 
Tove Spanner fortæller levende om sine mange år som sygeplejerske til kredsformand Christina Windau Hay Lund