Befri velfærden – vis medarbejderne tillid

Tirsdag morgen var den nordjyske fagbevægelse – herunder selvfølgelig Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland – mødt op ved det Kommunalpolitiske Topmøde i Aalborg.

Oprettet: 17.03.2022
Carsten Lorenzen

De mange kommunalpolitikere fik overrakt et påskeæg og et håb om, at de vil tage ansvaret for at befri velfærden fra de heftige dokumentationskrav. For det dræner velfærdsmedarbejdernes tid til kerneopgaven.

For, som det hed i løbesedlen: ”I stedet for at styre efter paragraffer og lovpligtige planer, skal vi styre efter medarbejderne og lederne. For det er dem, der ved, hvordan velfærden bliver bedst i hverdagen. De har fagligheden til at skabe et trygt børnemiljø, en omsorgsfuld ældrepleje eller et godt undervisningsmiljø. Vi håber, I vil være med til at nedlægge kontrolparadigmet og dermed give jeres kommunalt ansatte mere tid og tillid til at bringe fagligheden i spil.”

- Vi blev taget godt imod og fik nogle gode snakke med flere af dem, siger kredsformand Christina Windau Hay Lund.

Hun havde blandt andet en snak med regionsformand Mads Duedahl (Kommunernes Landsforening havde inviteret regionsformændene med til mødet).

- Han var noget rystet over at have set, hvor travlt personalet har efter at have været med to sygeplejersker på vagt i anæstesien og akutmodtagelsen i Aalborg. Han gav klart udtryk for, at det ikke er i orden, at så mange patienter bliver sendt hjem uden behandling, fordi der ikke er personale til at tage sig af dem. For eksempel en ung dreng med brækket kraveben, der tydeligt havde mange smerter, fortæller Christina Windau Hay Lund.

Mads Duedahl fortalte også, at en af hans planer er at skære i administrationen for at få flere ressourcer til frontpersonalet.

Blandt øvrige inviterede til Kommunalpolitisk Topmøde var også både Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og DSR’s formand Grete Christensen.