Beredskab er mere end håndsprit

Arbejdsgiverne skal ikke køre sygeplejersker flade med omstruktureringer eller ekstraopgaver eller få dem til at føle sig tvunget ind i et beredskab - tiden nu skal bruges på at passe på medarbejderne, hvis de skal kunne holde til en ny coronabølge.

Oprettet: 30.06.2020
Der kommer ikke en frisk sending sygeplejersker, når de allerede ansatte er brugt op – vi har kun dem, vi har. Pas på dem.
Foto: Michael Bech

Kredsformand Jytte Wester, 1. kredsnæstformand Christins Windau Hay Lund og kredsnæstformand Helle Kjærager Kanstrup har tirsdag den 30. juni dette læserbrev i Nordjyske Stiftstidende:

Beredskab er mere end håndsprit

Hvis Corona blusser op igen, som vi netop har set det gøre i Hjørring Kommune, har vi denne gang mundbind og håndsprit på lager. Men hvad med de ansatte, der skal redde dit liv, hvis du ender på sygehuset?

Der kommer ikke en frisk sending sygeplejersker, når de allerede ansatte er brugt op – vi har kun dem, vi har. Så dem skal vi passe på.

Lad os bruge den tid, vi har nu – inden en potentiel coronabølge to – på også at gøre den menneskelige del af beredskabet klar. De kan ikke redde liv, hvis de knap nok kan hænge sammen selv.

Den første akutte fase, hvor rigtig mange sygeplejersker blev presset i en sådan grad, at de stadig snapper efter vejret, er overstået. Nu er vi inde i en ny fase – heldigvis – og sygeplejerskerne er nødt til at få normale og stabile arbejdsrammer igen. Det er ligesom, når du har brug for at komme op til overfladen efter luft efter et langt dyk.

Det har været voldsomt at arbejde med faren for selv at blive smittet og give smitten videre til sin familie derhjemme. Der har været skiftende udmeldinger om brugen af værnemidler. Vagtplanerne er blevet ændret gang på gang, så det har været svært at få familielivet til at hænge sammen. På pandemiafsnittene har medarbejderne været iført varme beskyttelsesdragter i mange timer i streg med sved og hovedpine som en fast del af arbejdsdagen.

Kort sagt: Det har været voldsomme arbejdsbetingelser både fysisk og psykisk – især pga. uvisheden: Hvor længe skal jeg arbejde på den her måde? Hvornår kan jeg få mine kendte arbejdsopgaver, rutiner og kolleger tilbage? Hvornår kan jeg med sikkerhed love mine børn, at vi kan være sammen?

Resultatet er, at flere sygeplejersker er gået ned med stress, nogle har sagt op og flere får stadig psykologhjælp.

F.eks. er ledelsen på Aalborg Universitetshospital i gang med at oprette et beredskab for at være klar, hvis bølge to kommer, men kan ikke fortælle sine medarbejdere, hvilke vilkår eller rammer de kommer til at arbejde under, hvis de melder sig. Når sygeplejerskerne ikke ved, hvad de siger ja til, er der selvfølgelig ingen, der tør melde sig.

Desværre oplever en stor gruppe sygeplejersker nu, at de bliver tvunget til at blive en del af beredskabet. Det er simpelthen ikke i orden. Flere af de udpegede sygeplejersker er stadig påvirkede af det voldsomme pres, de var udsat for under første beredskab. De kan ikke holde til mere.

Det skal være frivilligt, om man kan indgå i et beredskab igen. Sygehusledelsen er nødt til at tale med deres medarbejdere om, hvad der skal til, for at de igen kan holde til at blive en del af et beredskab. Frivillighed og dialog er vejen frem.

Ledelsen er nødt til at passe bedre på deres medarbejdere – ellers er vi dårligere stillet, hvis corona for alvor får fat igen, selv om vi burde være bedre forberedte.

Tiden skal ikke bruges på at køre medarbejderne flade med ekstra arbejdsopgaver eller nye omstruktureringer, som de bliver lige nu på intensivafdelingerne. Brug i stedet tiden på at sørge for ordentlige arbejdsvilkår for de medarbejdere, der allerede er, og på at sikre, at der er tilstrækkeligt med sygeplejersker til at kunne tage forsvarligt vare på de mange patienter.

Der er ikke bare håndsprit og mundbind, der er brug for i et beredskab.