Birgittes blå boks

Færre indlæggelser, bedre efterbehandling, mindre tidsforbrug – Birgitte Hasselgaard Jensens opfindelse har mange fordele.

Oprettet: 23.06.2022
Carsten Lorenzen
Tekst og foto: Agnete Birch Smith. Bragt i DSR Nord juni 2022. Læs hele bladet her.
 
Hvorfor skal der bruges så mange ressourcer, når en ellers frisk og rask person f.eks. brækker sin ankel? Det har sygeplejerske Birgitte Hasselgaard Jensen tit undret sig over i sit arbejde på Sammedagskirurgisk afsnit O6 i Aalborg.
 
- I dag vil man typisk få lagt gips på og blive indlagt på et sengeafsnit med benet i vejret, indtil man skal opereres. Men de ellers ukomplicerede og raske personer ville sagtens kunne humpe ud i en taxa med gips på og tage hjem og afhæve, indtil de skal opereres. Det er slet ikke nødvendigt, at de skal optage en seng, hvis de får benet eleveret ordentligt derhjemme og har en smerteplan, pointerer hun.

 

Derfor har sygeplejersken med hjælp fra bl.a. regionens Idéklinikken opfundet et nyt hjælpemiddel, som hun er sikker på, kan løse både det og flere andre problemer.

Blå papkasse

Det ligner i bund og grund det, det er - en blå papkasse med en lidt buet facon. Men bag hver en bue og hvert et hul ligger mange overvejelser, afprøvninger og tilbagemeldinger fra andre fagpersoner og patienter. Og lægger du en pude på toppen af kassen, er det et nemt hjælpemiddel, som sikrer, at patienterne kan lægge deres dårlige ben eller fod op, så benet ligger helt optimalt.

- Som det er lige nu, formår de færreste patienter at få eleveret deres ben over hjertehøjde. Du kan bare søge på #ankelbrud på Instagram, så vil du se, hvordan de fleste forsøger sig derhjemme: Med en stabel puder, der hverken er stabil eller høj nok, fortæller Birgitte Hasselgaard Jensen.

Men med Birgittes opfindelse under armen, er hun sikker på, at mange kan afhæve derhjemme – både før og efter en operation. De kan få hjælpemidlet udleveret, allerede når de kommer ind på skadestuen. Derefter kan det følge dem rundt på afdelingerne og komme med hjem.

Når benet er raskt igen, kan kassen foldes sammen og puttes i papaffald, så det kan blive genbrugt og dermed belaster klimaet minimalt.

Mindre tidsspild

Der er flere problemstillinger, som sygeplejerskens nye hjælpemiddel kan løse.

I dag bruger hendes afdeling en metalskinne, som patienterne kan lægge benet op i. Den er tung for sygeplejerskerne at mosle rundt med, den kan kun rengøres med aftørring, skinnen er en mangelvare og dermed ikke altid tilgængelig, patienterne kan ikke låne den med hjem, og så er den ikke CE-godkendt og synger dermed på sidste vers.

- Desuden ligger den placeret på tre forskellige lagre, så vi sygeplejersker skal bruge tid på at bestille skinnen i systemet, portørerne skal bruge tid på at lede efter den på lagrene, og der skal bruges tid på rengøring, fortæller Birgitte.

Når skinnen ikke er tilgængelig, bliver fem dyner i stedet foldet sammen under patienternes ben. Det er hverken optimalt eller gratis, da dynerne skal sendes til vask efter selv ganske kort brug.

- Mit hjælpemiddel kan ligge som et fladt stykke pap på en hylde på afdelingen – lynhurtig at hente og folde ud. Og så tager patienterne den med sig, så vi hverken skal rydde op eller rengøre. Vi skal udnytte vores ressourcer bedst muligt, pointerer sygeplejersken.

Flytter ikke til Bahamas

Deculeg, som hjælpemidlet hedder, er stadig lun fra maskinen, da denne artikel bliver skrevet. Nu begynder Birgitte Hasselgaard Jensens arbejde med at få den udbredt til sygehusene.

Aalborg Universitetshospital har allerede købt de første 200 eksemplarer, så nu skal Birgitte rundt og demonstrere sin opfindelse på skadestuen, O-ambulatoriet, O1 og O2 samt sengeredningen. Det er afdelinger, som i forvejen har bidraget med deres viden og erfaringer i det indledende arbejde.

Når man som ansat i Region Nordjylland får en idé til en arbejdsrelateret opfindelse, skal man afgive rettighederne til idéen til regionen, men vil i sidste ende få del i overskuddet. Regionen må dog ikke eje et produkt, så uanset opfindelsen, skal der en virksomhed ind over.

I Birgittes tilfælde er det firmaet Decumed, som i forvejen sælger udstyr til hospitaler. Det er nu deres opgave at få udbredt Deculeg til andre sygehuse.

- Jeg kommer ikke til at bo på Bahamas næste uge, siger Birgitte med et grin og fortsætter:

- Men det har heller aldrig været økonomien, der har drevet mig – det er at hjælpe patienterne.

 

Ph.d.-projekt med opfindelsen

En ortopædkirurg på Aalborg Universitetshospital har også set muligheder i Birgittes opfindelse. Han skal derfor i gang med et Ph.d.-projekt for at undersøge, om patienter med malleolfraktur (brud på anklen) med tilstrækkelig vejledning og smertedækning kan tage hjem og afhæve. De vil få Birgittes opfindelse med hjem som en del af projektet.

 

Læs mere

Vil du læse mere om, hvordan Birgitte fik idéen til sin opfindelse, og hvordan arbejdet begyndte? Genlæs temaet om opfinder-sygeplejersker i DSR Nord-magasinet fra marts 2021, som også ligger på kredsens hjemmeside. Her finder du også en oversigt over, hvor du kan gå hen og få hjælp, hvis du selv har fået en god idé til en opfindelse..

 

Den vejer næsten ingenting, er lettere at samle end en flyttekasse og skal bare smides til genbrug.Den vejer næsten ingenting, er lettere at samle end en flyttekasse og skal bare smides til genbrug.Den vejer næsten ingenting, er lettere at samle end en flyttekasse og skal bare smides til genbrug.

Den vejer næsten ingenting, er lettere at samle end en flyttekasse og skal bare smides til genbrug.