Farverige nye sygeplejersker

Stort engagement, inspiration fra datteren, tørklæder og folkedragter fra Færøerne og Norge – dimissioner viser mangfoldigheden blandt nye sygeplejersker

Oprettet: 01.02.2022
Carsten Lorenzen

De har smilet og glæden over endelig at være færdige og få overrakt sygeplejerskenålen til fælles. Men ellers er der stor variation blandt de mange sygeplejersker, der i januar dimitterede fra de tre nordjyske sygeplejeskoler i Thisted, Hjørring og Aalborg.

Passet mand i 21 år

I Hjørring, hvor der var dimission den 27. januar, havde Dorthe Morville Charif overhalet sin datter i løbet af uddannelsen. Efter at have arbejdet som hjælper for sin mand, der for 21 år siden faldt ned fra et tag og brækkede nakken, ville hun i gang med en uddannelse.

- Min datter var startet på sygeplejerskeuddannelsen, og det lød spændende. Jeg har altid kæret mig om at andre og om at hjælpe dem med at have det godt. Så min datter hjalp mig med at søge, fortæller Dorthe.

dimission_hjoerring_27_januar_2022_38
Dorthe Morville Charif

Hun er tydeligt glad og stolt over at være kommet igennem uddannelsen, hvor hun undervejs overhalede datteren, der har været på barsel.

- Jeg er bare så taknemmelig over at få lov at komme ind. Jeg er snart 50 og har ikke andet end omkring 18 år tilbage på arbejdsmarkedet. Nu har jeg fået en rigtig god uddannelse fra en god skole og lært en masse nye, dejlige mennesker at kende, siger Dorthe Morville Charif.

Nationaldragter i Aalborg

I Aalborg blev dimissionen holdt fredag den 28. januar. Auditoriet på UCN brød ud i jubel, da to sygeplejersker næsten samtidig blev kaldt op for at få sygeplejerskenålen overrakt – det var nemlig to nye sygeplejersker i deres nationaldragter – Solveig Myhr Pettersen fra Norge og Katja Poulsen fra Færøerne.

- Jeg kommer fra en meget lille by på Færøerne og skulle ud at prøve noget andet. Det har været en spændende tid, hvor jeg har prøvet og oplevet mange andre ting end på Færøerne, siger Katja Poulsen.

Hun har bliver foreløbig i Aalborg, hvor hun har fået arbejde på apopleksiafsnittet på Sygehus Syd. Måske hun vender tilbage til Færøerne på et tidspunkt.

- Jeg har fået en dansk kæreste, så han skal lige overtales først. Men jeg savner den færøske natur, smiler Katja.

dimission_aalborg_28_januar_2022_25
Katja Poulsen i sin færøske nationaldragt

Legat fra Lån & Spar

Dagen i Aalborg bød ikke bare på uddeling af sygeplejenåle, men også på årets legat fra Lån & Spar Bank. Legatet gik til en nyuddannet sygeplejerske, der passede til denne beskrivelse:

”Engageret, smilende, stålfast, velargumenterede og velovervejet er blot nogle af de ord som beskriver særligt én af dimittenderne på årgang s18s. Med en historik under uddannelsen som afdelingsformand i SLS-Aalborg (studiepolitisk organisation), et år i forretningsudvalget i samme organisation, en plads i studierådet, en plads i uddannelsesudvalget og yderligere frivillige beskæftigelser herefter har denne dimittend formået at jonglere mange bolde samtidig med at uddanne sig til en dygtig sygeplejerske. Bolde der alle har samme omdrejningspunkt: sygeplejefaget.

Denne historik siger meget om både hendes arbejdsmorale, engagement, gå på mod, godhed og interesse for sygeplejefaget både fra et studerende perspektiv og et færdiguddannet perspektiv.”

Da de to kredsnæstformænd Caroline Kronborg Grøn og Bodil Laustsen var nået hertil, havde alle i salen gættet, at der var tale om Emma Valsted Kaptajn.

dimission_aalborg_28_januar_2022_14
Emma Valsted Kaptajn

Tillykke!

Sejeste sygeplejersker

Og tillykke til alle de mange nye sygeplejersker – I er den sejeste årgang nogensinde, som de to næstformænd har sagt i deres taler til de tre dimissioner:

- Ingen andre har før klaret et uddannelsesforløb med så mange udfordringer og forhindringer som jer, sagde 1. kredsnæstformand Caroline Grøn i sin tale med henvisning til tre nedlukninger på grund af corona og dertil en ti uger lang strejke.

Så stort tillykke og velkommen i vores faglige fællesskab. I er ikke bare seje – I kommer også med den nyeste viden og de friske idéer. Det har vi alle brug for. Tillykke med uddannelsen – og tillykke med nålen. Den er så utrolig velfortjent.

Læs mere om dimissionen i Thisted her.

Fotos: Carsten Lorenzen

Billeder fra Hjørring:

Billeder fra Aalborg