Forlod kaos syd for grænsen

Efter at have arbejdet som sygeplejerske i både Tyskland og Danmark har Micaela Andersen fået forståelse for at være i fagforening. For kun ved at holde sammen kan vi forhindre, at sundhedsvæsenet ender i samme kaos som i Tyskland.

Oprettet: 17.01.2023
Carsten Lorenzen

Artiklen er første gang bragt i magasinet DSR Nord, december 2022. Læs hele magasinet her.

 

Efter få år i sundhedsvæsenet i Tyskland havde Micaela Andersen fået nok.

- Jeg kunne ikke forlige det med min samvittighed. Der var mindre og mindre plejepersonale – nogle gange skulle jeg passe 37 patienter alene om natten. Altså helt alene, der var ikke engang en SOSU eller en portør, fortæller Micaela Andersen om sine fem år på et lille sygehus i nærheden af Hamborg.

Hun tog til Danmark i 2008. Siden da er kaos og det, hun kalder nødretstilstanden i det tyske sundhedsvæsen, kun blevet værre.

- Jeg har en veninde, der stoppede for to år siden. Hun var også tit alene, selv i dagvagt, hvor eneste kollega ofte var en SOSU og en vikar, der sjældent talte tysk. I 2032 regner man med, at der mangler en halv million sundhedsansatte i Tyskland, siger Micaela Andersen.

Travlt på en anden måde

Selv har hun nu arbejdet med intensivpatienter på NOTIA på Aalborg Universitetshospital i næsten 14 år. Her kan også være travlt, men på en helt anden måde.

- Vi er en sygeplejerske til hver patient. I Tyskland har en intensivsygeplejerske to-tre patienter alene.

Den dårlige normering går ikke bare ud over patientsikkerhed og kvalitet i forhold til at få igangsat den rette behandling i tide, det rammer også arbejdet med de pårørende.

- Vi har meget pårørendearbejde, for de står tit i deres livs krise. Men hvis de pårørende bliver traumatiserede, så får samfundet en regning i den anden ende, siger Micaela Andersen.

Privatisering

Den type sammenhænge spiller ifølge Micaela ingen rolle i Tyskland. Sundhedsydelser betales gennem individuelle bidrag til sygesikringen, ikke over skatten, og sygehusene er privatiserede.

- De skal tjene penge, og så sparer de på lønningerne. Forsikringsselskaberne betaler en bestemt sum efter sygdomme og diagnoser. Det hele handler om penge, siger Micaela Andersen og demonstrerer ved at gnide fingrene mod hinanden.

De dårlige normeringer presser arbejdsmiljøet. Så da Micaela Andersen i 2008 fik et tilbud om at komme til Danmark, hvor Region Nordjylland forsøgte at løse sygeplejerskemanglen ved at rekruttere syd for grænsen, slog hun til.

- Vi var omkring 60, der kom på et kursus i Esbjerg i tre måneder. Den største udfordring var sproget, men vi blev modtaget rigtig godt, husker Micaela næsten 15 år efter.

Hun kom til Aalborg sammen med sin teenagedatter og havde mange udfordringer med at fungere i det danske samfund. For hvordan får man tildelt en læge, finder en tandlæge og noget så simpelt som en god frisør?

Vanskelighederne med at falde til har betydet, at langt størstedelen af de 60 tyskere er vendt hjem igen. De første tog hjem allerede efter de seks måneder, de havde bundet sig til, og Micaela anslår, at der i dag højst er 15 tilbage. Region Nordjylland har da heller ikke gentaget projektet.

- Hvis de havde familien med herop, skulle den jo også integreres. Det er svært – og vi kom endda fra en kultur, der ligger tæt på. Det havde været endnu sværere, hvis man havde rekrutteret sygeplejersker fra Sydamerika eller Vietnam, siger Micaela Andersen.

Positivt chok

Hun blev hængende, er blevet dansk gift og kunne aldrig tænke sig at vende tilbage.

- Jeg fik et positivt chok. En dansk arbejdsplads er anderledes end en tysk. Jeg har ro til at udføre mit arbejde med god kvalitet og går aldrig hjem og føler, at jeg har svigtet patienterne.

Hun fortæller dog også, at selv på intensiv, hvor normeringen er ret fast, har man de senere år mærket et stigende arbejdspres – og især på sengeafdelingerne, hvor vi bevæger os henimod tyske tilstande.

- Men i Danmark er der en helt anden kommunikation med lægerne, her er ikke samme hierarki. Vi har også medindflydelse på blandt andet vores arbejdsplan.

Hun fortæller, at hun i Tyskland kunne have 12 vagter i træk. Og tit har sygeplejerskerne seks dages arbejdsuger med færre timer pr. dag, så man lige kan blive prikket på skulderen og bedt om at blive, hvis en kollega er syg. Det tyske pensionssystem er også meget dårligere end det danske, og mange pensionister må blive ved med at arbejde for at få råd til dagligdagen, selv om de egentlig burde være stoppet.

- Min mor får tårer i øjnene, når vi kommer med fødevarer til dem. Det er jo dybt tragisk, at de er afhængige af vores hjælp efter 40 og 50 år på arbejdsmarkedet.

Men Micaela Andersen oplever, at også i Danmark er den fleksibilitet, som forventes af en sygeplejerske, under et betydeligt pres.

Bange for tyske tilstande

De første år i Danmark kunne hun ikke se nogen grund til at melde sig i fagforening. Det er de færreste i Tyskland – faktisk har sygeplejerskerne ikke en selvstændig fagforening. Men så tog hun en dag en snak med kollegerne.

-  Jeg vil gerne have en tillidsrepræsentant og en arbejdsmiljørepræsentant, der kan gå videre til ledelsen og italesætte problemerne, så vi bliver hørt, siger Micaela Andersen.

I dag er hun bange for, at vi går tyske tilstande i møde. Hun lægger også stor vægt på, at der i Danmark historisk er nogle, der har kæmpet for vores rettigheder – for pension, arbejdstidsaftaler, MED-udvalg og nedskrevne aftaler. Derfor er hun også selv blevet tillidsrepræsentant for kollegerne på NOTIA

- Min familie og venner i Tyskland får øjne så store som tekopper, når jeg fortæller om arbejdsforhold i Danmark. At vi har noget sort på hvidt og bliver hørt.

Tilbage i Danmark bruger Micaela forskellen til Tyskland til at fortælle, at vi er nødt til at kæmpe for at bevare det, vi har opnået. Ellers risikerer vi at miste det igen.