Hjemmesygeplejerske: Stol på os

"Jeg ville ønske, at politikerne lod os gøre det, vi er gode til: At passe de syge og svage mennesker. Stol på os, vi ødsler ikke jeres tid og penge bort." Sådan skrev hjemmesygeplejerske Lene Odgaard Andersen i et læserbrev.

Oprettet: 06.06.2019
"Jeg oplever, at stemningen blandt mine kollegaer er domineret af meningsløshed, frustration og en stærk følelse af ikke at slå"

Læserbrevet af Lene Odgaard Andersen blev bragt i Nordjyske den 2. juni:

Nogle tror måske, at jeg som hjemmesygeplejerske besøger ældre gråhårede mennesker, som rokker i gyngestolen under slumretæppet, mens de nyder udsigten og pelargonierne i vindueskarmen og skal have hældt en lille sjat piller op.

Virkeligheden er imidlertid en anden. Patienter udskrives tidligere og tidligere fra sygehusene, så mange er stadig meget syge, når de bliver udskrevet og skal færdigbehandles i eget hjem.

Desværre oplever jeg, at der er mindre tid til de komplekse opgaver og til opfølgning ved den samme sygeplejerske, så behandlingen dermed trækkes i langdrag, og borgernes livskvalitet forringes.

Jeg har oplevet besparelser udrullet under dække af at være effektiviseringsløsninger. Det skærer i hjertet, når jeg oplever, at syge og plejekrævende borgere fortæller, at de flere dage i træk har haft besøg af op til seks forskellige plejepersonaler dagligt.

Opgaven er løst. De har fået de besøg, de er blevet lovet. Men der er ingen, der ser, at borgeren seks gange den dag har skullet åbne sit hjem og byde velkommen til seks fuldstændig fremmede mennesker. Det er ikke bare utrygt, men også risikabelt.

Det er gennem den kontinuerlige kontakt med en borger, at vi hurtigt kan spotte en ændring i adfærden, der skal handles på for at forebygge en alvorlig udvikling i sundhedstilstanden og dermed forebygge indlæggelser og genindlæggelser. Det kan være ganske små ting som en ændring i mimik, stemmeleje og adfærd, som ikke er muligt at se, hvis der ikke er et sammenligningsgrundlag. Det er også i denne kontakt, vores borgere finder tryghed og energi til at blive ved med at kæmpe og måske blive raske nok til at klare sig selv igen.

Jeg oplever, at stemningen blandt mine kollegaer er domineret af meningsløshed, frustration og en stærk følelse af ikke at slå til. Sygeplejersker med mange års erfaring og stor faglighed bryder sammen og gemmer sig grædende på kontorerne. Vi aftaler indbyrdes, hvem der kan tage overarbejde, ligesom vi indgår en fælles aftale om ikke at spørge vores borgere om, hvordan de har det. Ikke fordi jeg ikke er interesseret, men fordi jeg simpelthen ikke har tid til at lytte, eller endnu værre følge op på situationen og igangsætte relevante indsatser for at afhjælpe problemet.

Jeg gør alt, hvad der står i min magt for, at borgeren får den bedst mulige behandling. Det er et menneske, som venter på mig og er afhængig af min hjælp. Hvis ikke såret bliver behandlet i tide, kan det blive svært inficeret – medicin skal gives rigtigt og hurtigst muligt, så smerterne ikke blive stærkere. Det er et stort pres at arbejde under. Mine vurderinger og observationer kan have afgørende betydning for borgernes videre liv.

Min største frygt er at fejle, at overse noget, at gøre en simpel forseelse, som ender med at koste et menneskeliv. Det ville jeg ikke kunne leve med på min samvittighed, jeg kan miste min autorisation, mit job og mit eksistensgrundlag. Der er meget på spil. Derfor arbejder jeg hårdere, driver rovdrift på mig selv og er bange for at blive syg af det, som jeg har set flere kollegaer blive. Men jeg bliver ved, fordi der er et menneske, som er afhængig af mig og min hjælp.

Jeg har svært ved at efterleve de sygeplejeetiske retningslinjer, når jeg bliver presset af besparelser og samtidig skal effektivisere. Jeg svigter også mig selv og det grundlag af empati, omsorg og næstekærlighed for mennesker, som i sin tid definerede mig i mit valg af uddannelse. Det er en nedbrydende følelse, der kan være svær at leve med, og som får mig til at overveje – som så mange kollegaer før mig – om jeg skal kaste håndklædet i ringen, fordi jeg ikke kan blive ved med at holde mig selv ud som sygeplejerske.

Jeg ville ønske, at politikerne lod os gøre det, vi er gode til: At passe de syge og svage mennesker. Stol på os, vi ødsler ikke jeres tid og penge bort.