Højere løn kan afhjælpe mangel på erfarne sygeplejersker

Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital er presset. Årsagen er primært, at det er svært at finde og især fastholde erfarne sygeplejersker med de rette kompetencer. Derfor er ledelsen nødt til at finde flere penge til løn. Det fortalte tillidsrepræsentanter og Dansk Sygeplejeråd ledelsen på et møde onsdag.

Oprettet: 17.08.2022
Carsten Lorenzen

Mandag den 15. august havde både Nordjyske og TV2 Nord beskrivelser af en ganske forfærdelig lørdag nat på Akutmodtagelsen i Aalborg. En 47-årig mand ventede fra klokken 22 til 9 søndag morgen for at få tilset sin fod, der viste sig at være brækket. En 11-årig med et muligt brud på kravebenet ventede i over ti timer, før han fik så meget som en slynge på armen.

- Vi ser desværre jævnligt, at vi ikke kan give patienterne et tilbud, der matcher det, vi burde kunne tilbyde i det danske sundhedsvæsen i 2022, siger tillidsrepræsentant Tanja Rejmer Hammer fra Akutmodtagelsen.

De patienter, der har talt med pressen, roser sygeplejersker og det øvrige personale for at gøre, hvad de kunne – for de nærmest løb rundt.

- Vi er glade for, at patienterne fortæller om deres oplevelser i sundhedsvæsnet med blandt andet lange ventetider. Det er helt nødvendigt, for det her er desværre ikke en ny problemstilling. Vi har forsøgt at gøre ledelsen opmærksom på det i årevis. Derfor kan vi også afvise, at det skyldes corona eller sygeplejerskekonflikt, understreger Tanja Rejmer Hammer.

Jævnligt møder med ledelse

Der har gennem længere tid med jævne mellemrum været møder med ledelsen, senest onsdag hvor Tanja Rejmer Hammer, fællestillidsrepræsentant Gert Mosbæk og næstforkvinde Bodil Laustsen fra Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland mødtes med både afsnitsledelse og klinikledelse.

- På den lange bane er ledelsen nødt til at anerkende, at løn er en del af løsningen især at fastholde de erfarne sygeplejersker. Der er på det seneste blevet ansat en del nyuddannede sygeplejersker, men arbejdet på Akutmodtagelsen kræver mange kompetencer og en del erfaring, fordi patienterne kommer ind med skader og symptomer inden for stort set samtlige specialer, siger Bodil Laustsen.

Mistet erfaring

En opgørelse viste i foråret, at Akutafdelingen fra 1. januar 2021 til 1. april 2022 mistede i alt 355 års sygeplejerskeerfaring – og kun fik ansat sygeplejersker med i alt 118 års erfaring.

- Indtil for to år siden skulle man have mindst to års erfaring for at blive ansat i Akutmodtagelsen – i dag ansætter man også nyuddannede. Der har været en enorm udskiftning, og det kan mærkes på kompetenceniveauet. De unge sygeplejersker knokler, men kan selvfølgelig ikke nå eller overskue det samme som de erfarne sygeplejersker, der er søgt væk, siger Bodil Laustsen.

Samtidig vælger nogle sygeplejersker fastansættelse fra, fordi de kan tjene mere ved at gå i vikariater og måske med mellemrum tage nogle uger til Norge.

Lokal løndannelse

- Derfor er der ikke anden vej end at bruge lokal løndannelse til at give de erfarne sygeplejersker højere løn som både fastholdelses- og kompetencetillæg. Sygeplejerskerne synes, at de har et utroligt spændende og udfordrende arbejde på Akutmodtagelsen. Men vi kan jo ikke forhindre eller fortænke dem i at søge væk, hvis de kan få højere løn andre steder – måske ovenikøbet med mindre pressede arbejdsforhold, forklarer Bodil Laustsen.

Desværre havde ledelsen heller ikke ekstra penge til lokal løndannelse med til mødet onsdag. I det hele tager er det småt med konkrete forslag, der kan løse problemerne for både ansatte og patienter.

- Men vi fortsætter naturligvis dialogen og presset for at få ledelsen til at give den helt nødvendig lønmæssige anerkendelse af de kompetencer, den uddannelse og det ansvar, sygeplejerskerne på Akutmodtagelsen har, siger Bodil Laustsen.

 

Se indslaget i TV2 Nord her.