Hvad betyder OK21 for min løn?

Onsdag blev en del nordjyske sygeplejersker klogere på, hvad overenskomstaftalerne, som sættes til afstemning fredag den 12. marts, betyder for dem. Det kan du også blive.

Oprettet: 11.03.2021
Du kan stadig nå at tilmelde dig næste uges medlemsmøder, som bliver holdt på Teams.

- Gælder den procentvise lønstigning hele min løn – også mine tillæg?

- Hvordan påvirker reguleringsordningen lønnen?

- Vi plejer at få mere i pension – hvorfor får vi ikke det med denne overenskomstaftale?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som sygeplejerskerne stillede til Kreds Nordjyllands første medlemsmøde om OK21-aftalerne onsdag den 10. marts.

Her fortalte kredsformandskabet (Jytte Wester, Christina Windau Hay Lund og Helle Kjærager Kanstrup) om OK21 og besvarede de mange spørgsmål – bl.a. de tre ovenstående:

- Det både er grundlønnen og tillæggene, der kommer til at stige.

- Reguleringsordningen sikrer, at den offentlige og private løn følges nogenlunde ad og kan dermed både medføre lønstigninger eller -nedgang afhængigt af, om der er fremgang eller krise på det private marked.

- Da løn stod allerøverst på medlemmernes krav til OK21 – ikke pension – så er det netop løn, forhandlerne har fokuseret på til denne overenskomstforhandling.

På fredag den 12. marts begynder urafstemningen, hvor medlemmer af Dansk Sygeplejeråd kan stemme enten ja, nej eller blankt til overenskomstaftalerne. Det skal selvfølgelig ske på et oplyst grundlag, så derfor holder kredsen OK21-medlemsmøder, hvor du har mulighed for at stille alle de spørgsmål, du sidder med.

Du kan stadig nå at tilmelde dig næste uges OK21-medlemsmøder, som bliver holdt:

  • Mandag den 15. marts klokken 12.15-13.45 (tilmeldingsfrist fredag klokken 08)
  • Tirsdag den 16. marts klokken 19-20.30 (tilmeldingsfrist mandag klokken 08)

Du skal tilmelde dig til møderne på www.dsr.dk/nordjylland under ’Arrangementer’, så vi kan sende et link, du skal bruge for at deltage i møderne, der foregår på Teams.