Hvordan skal sundhedsvæsnet dæmpe aktiviteten?

Med de meget stramme økonomiaftaler for både regioner og kommuner bliver politikerne nødt til at svare på, hvordan sundhedsvæsnet skal dæmpe aktiviteten.

Oprettet: 30.06.2022
Carsten Lorenzen

Synspunkt bragt i Nordjyske torsdag den 30. juni 2022:

 

På forrige uges Folkemøde på Bornholm sagde statsminister Mette Frederiksen, at aktiviteten i det offentlige skal dæmpes i de kommende år. Jeg kunne desværre ikke få et svar på mit spørgsmål om, hvilke aktiviteter i sundhedsvæsenet, der skal dæmpes.

Men med de meget stramme økonomiaftaler for både regioner og kommuner bliver der nødt til at komme et svar på det spørgsmål.

Patienterne bliver ved med at strømme til, så hvis aktiviteten skal dæmpes, er vi så på vej til, at nogle af dem afvises, at deres behandling skal udsættes eller at de skal have et mindre omfattende tilbud? Eller hvad betyder det ellers? Der er brug for, at politikerne tager deres ansvar alvorligt, kommer med klare svar og eventuelt reelt prioriterer mellem de tilbud, sundhedsvæsenet skal give borgerne.

Udmeldingen om at dæmpe aktiviteten står i skærende kontrast til, at Regeringen og Danske Regioner i februar aftalte en fælles ambition om, at ventelister og behandlingsefterslæb skulle være afviklet inden udgangen af 2022.

Det er selvfølgelig ikke Mette Frederiksen, der står med ansvaret til daglig, men hvad siger politikerne i regioner og kommuner så til situationen. Hvordan vil de dæmpe aktiviteten? For realiteten er, at økonomiaftalerne kommer til at presse et i forvejen meget presset sundhedsvæsen.

Vi oplever, at behandlinger og operationer aflyses og udsættes, ventelisterne stiger, sengepladser lukkes, og at ledige stillinger ikke kan besættes. Vi oplever et sundhedsvæsen, hvor sygeplejersker og andre medarbejdere søger væk fra pga. alt for pressede arbejdsvilkår og en travlhed, der går ud over kvalitet og patientsikkerhed.

Derfor er det ikke længere nok, at der spares et par procent over hele linjen. Der skal prioriteres mellem opgaverne. F.eks. kunne man se på en differentieret behandlingsgaranti, i stedet for at sige, at alt skal behandles lige hurtigt. Alternativet vil være, at patienter og borgere oplever yderligere forringelser og aflysninger, og at patientsikkerheden trues yderligere.

Politikerne taler ganske vist om prioritering. Den nordjyske regionsrådsformand Mads Duedahl sagde efter indgåelsen af aftalen mellem Danske Regioner og regeringen, at ”pengene rækker ikke til det behov, der er, og det vil vi mærke i regionerne, hvor vi kommer til at skulle prioritere.”

Det har vi hørt før – og resultatet plejer at være den såkaldt salami-metode, hvor man skærer lidt ned på alle områder. Men salami-metoden er ikke prioritering, den er faktisk det modsatte: At politikerne undlader at tage stilling til, hvad vores sundhedsvæsen skal tilbyde.

Situationen er ikke anderledes i kommunerne. For eksempel erkendte borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen, at aftalen med kommunerne ville betyde færre penge til blandt andet ældreområdet. ”Derfor skal der findes penge fra andre serviceområder, hvis man blot skal opretholde det nuværende serviceniveau”, som han sagde til TV Nord.

Aftalerne bliver solgt til offentligheden med beskeden om, at de dækker det demografiske træk – altså at de følger udviklingen i antallet af ældre og børn. Problemet er bare, at antallet af blandt andet patienter på sygehusene og borgere med handicap og særlige behov stiger langt hurtigere, end beregningsmodellerne forudsiger. Modellerne tager heller ikke hensyn til nye og dyrere behandlingsformer og medicin.

Der er kun to holdbare løsninger: At politikerne opgiver at dæmpe aktiviteten og finder flere penge til sundhedsvæsenet. Eller at der sker reelle, politiske prioriteringer, så det ikke bliver personalet, der står med ansvaret for at få sundhedsvæsnet til at hænge sammen.

 

Christina Windau Hay Lund

Forkvinde, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland