Kære Mette. Lad mig fortælle dig om strejkens konsekvenser

Åbent brev til Mette Frederiksen fra Christina Windau Hay Lund, 1. kredsnæstformand i DSR Nordjylland. "Kære Mette Frederiksen. Jeg læste i går din hilsen til danskerne på din Facebook-profil. Lad mig fortælle dig om sygeplejerskestrejkens konsekvenser".

Oprettet: 03.08.2021
Christina Windau Hay Lund

Kære Mette Frederiksen. Hvem skal passe Arne, hvis han bliver syg?

Jeg læste i går din hilsen til danskerne på din Facebook-profil. Jeg er glad for, at du har haft en god ferie. Den har helt sikkert være tiltrængt. Et stykke nede i din tekst – efter at have nævnt vaccinestatus, EM, Tour de France, OL, Danmarks buldrende økonomi, virksomheder, der mangler arbejdskraft – nævner du også sygeplejerskernes strejke. Det vil sige: Du kalder os ikke ved navn som faggruppe, men skriver på en temmelig distancerende måde: ” Der er stadig en konflikt i gang på dele af det offentlige arbejdsmarked.” Hvorefter du tilføjer: ”Det er en lovlig konflikt, som regeringen selvfølgelig ikke udtaler sig om.”

Ja, der er gang i en sygeplejerskestrejke, nu på 7. uge. Og du vender det blinde øje til din egen rolle som regeringsleder. Det er netop regeringens alt for stramme bevillinger til regioner og kommuner, der betyder, at der ifølge vores arbejdsgivere ikke er plads til nødvendige lønstigninger til sygeplejerskerne.

Kære Mette, lad mig fortælle dig om strejkens konsekvenser, bare her i Nordjylland.

Overbelægning er velkendt, også uden strejke, men lige nu er situationen meget kritisk. Overbelægningen er så massiv, at der ligger 6 patienter på 4-sengs stuer og 3 patienter på 2-sengs stuer. Men der er kun ilt og sug til 4 eller 2 af dem – og i øvrigt ikke plads til at være omkring sengen, hvis patienten bliver dårlig. Der er heller ikke klokkesnor, så alle patienter kan ringe efter nødvendig hjælp.

Der ligger patienter på gangene – også patienter, der har brug for lift. Det er hverken sikkert eller værdigt. Ja, det ligner scener fra et dårligt udviklet land.

Flere patienter får ikke deres medicin til tiden. Sårpleje og personlig hygiejne er der ikke tid til. En patient, som skulle have sondemad 6 gange fik kun mad 3 gange, der var ikke tid til mere. Et afsnit, som normalt har plads til 12 patienter, har nu 22. I sidste uge blev en stor hjerteoperation udsat, fordi der ikke var plads på intensiv efterfølgende. Intensiv var fyldt med bl.a. patienter med behov for en særlig slags iltbehandling, som man normalt kan give på lungemedicinsk afsnit, men har var der alt for stor overbelægning, og derfor måtte patienterne være på intensiv.

Situationen under strejken kan blive normalsituationen om få år. For vi mangler mange sygeplejersker i Danmark. Lige nu er der 4700 ubesatte stillinger rundt om i landet. I løbet af de næste få år vil tallet stige, så der mangler flere end 8000 sygeplejersker.

Christina Windau Hay Lund (med solbriller t.h.) sender åbent brev til statsminister Mette Frederiksen

I mange år har sygeplejersker forsøgt at kompensere for manglen ved at arbejde ekstra. Mange tiltrængte fridage er blevet inddraget, mange vagter er blevet forlænget med 4 eller 8 timer. Vil du helst have givet din medicin af en sygeplejerske, der har arbejdet 8 eller 16 timer?

Vi kan ikke blive ved med at kompensere for manglen på flere tusinde kollegaer. Vi kan ikke blive ved med at finde på løsninger og kompromisser, der får os igennem dagen, men slider os som faggruppe og ikke altid er patientsikker.

Ansvaret for sundhedsvæsenet er ikke vores. Det er jeres som politikere. Hvorfor gør I ikke noget?

Der findes afdelinger, der ikke kan udtages til konflikt, fordi der til daglig ikke er ansat sygeplejersker nok til at sikre, hvad der svarer til et nødberedskab. Hvad siger det om den pleje og behandling, I politikere uden konflikt tilbyder patienter og borgere – og de urimelige vilkår, sygeplejersker arbejder under?

Dansk Sygeplejeråd, DSR, har ikke udtaget akut- og kræftområder til strejke. Men hvad sker der om få år, når manglen på sygeplejersker er endnu større? Hvem skal ikke opereres for kræft? Hvem kan ikke få hjælp, når de kommer ind efter en ulykke? Hvem kan ikke få hjælp, når de ikke kan trække vejret selv? Hvad skal der ske med borgeren, som ikke kan klare sig i eget hjem uden sygepleje?

Vi har brug for en løsning, der rækker ind i fremtiden. Vores strejke handler om en løn, der kan tiltrække og fastholde sygeplejersker nu og fremover. Dermed handler strejken også om fremtidens sundhedsvæsen.

Med venlig hilsen
Christina Windau Hay Lund
1. kredsnæstformand

DSR Kreds Nordjylland